Menu

UBESEJRET I SJÆLLANDSSERIEN 1 ÅR I TRÆK

image VINDERHOLDET MOD HERSTEDØSTER IC
René Andersen; Foto: René Andersen
30. september 2017 kl. 19:45
De sejrsvante 1. senior drenge rundede i dag en milepæl

Den 1. oktober 2016 tabte BSF 0-1 på hjemmebane mod Allerød. En kamp vi nok følte burde være vundet, men siden er der blevet sat point ind på kontoen, hver gang BSF er gået på banen. En imponerende stime og et udtryk for det fantastiske miljø, der er i senior afdelingen og stort skulderklap til drengene og trænerteamet.

Referat fra dagens kamp:

Lørdag den. 30. september ude mod Herstedøster IC (HIC)

HIC - BSF 0-1 (0-0)

73' 0-1 Kenni Petersen

Startopstilling: Gålle, Marko, Randrup, Kenni, Frederiksen, AH, Stub, HO, Tide, Zeder, Brøns

Bænken: Reus, Thomsen, Keun

Dagens modstandere var på forhånd et af de hold, BSF forventede at skulle kæmpe om oprykning med. De har da også fået en fin start på sæsonen, så dagens kamp på det hyggelige anlæg i Herstedøster, var ventet med spænding. 

Som så mange gange før, satte BSF drengene sig dog tungt på spillet fra første fløjt. Der blev kombineret flot, lavet gode dybdeløb og slået diagonal afleveringer til kanterne. Det blev også til en del chancer og havde det ikke været for en virkelig velspillende Tobias Nannested i HIC målet, så havde BSF kommet foran allerede i første halvleg. 

Topscorer Brøns havde et par gode afslutninger og Tide et nærgående frispark, men hver gang stod målmanden i vejen. 

HIC måtte forsøge sig med omstillinger og har to farlige og hurtige angribere. BSF forsvaret var dog godt indstillet på dem, og i første halvleg blev de aldrig rigtig farlige. Et enkelt spark over mål blev det dog til, men ellers var Gålle i BSF målet mest med i kampen, når spillerne brugte ham som spilstation. 

Pausen brugte træner teamet, Peer Lisdorf og Jimmi Klitland til at rose holdet, da der stort set ikke var noget at sætte på holdets indsats... lige udover de manglende scoringer. Det blev dog kraftigt præciseret, at det ikke måtte blive en sovepude. Der blev aftalt nogle forskellige varianter ved hjørnespark, da de ikke rigtig havde været farlige på trods af gode indlæg. 

Spillerne havde i den grad lyttet i pausen og kom om muligt endnu mere tændte ud til anden halvleg og fremtvang flere gode forsøg. Igen var det Tobias Nannested, der forhindrede scoringer. Det varierede spil fra BSF gjorde også, at flere forskellige kom til afslutninger. Zeder tog nogle gode dribleture og gjorde i det hele taget livet surt for HIC midtbanespillerne. 

Efter et kvarters spil foretog BSF den første udskiftning og satte Keun på banen og kort tid efter også Thomsen. HIC var nemlig ved at få spillet sig bedre ind i kampen og fik flyttet spillet længere væk fra deres egen banehalvdel. 

Efter 73 minutter kaster Keun indkast fra venstre side helt ind mod det lille felt, hvor Kenni får headet den videre bagud og ind i det lille felt. Både Thomsen og Tide når at heade til bolden inden målmanden forsøger at bokse bolden væk mellem venner og fjender. Den ender dog med retning lige mod Kenni, der knaldhårdt header bolden i mål. 

HIC blev nu lidt mere offensive, hvilket gav BSF gode muligheder for omstillinger. Zeder bruger en af dem til at løbe fra HIC forsvaret og får også rundet målmanden. Desværre er HIC forsvaret nået tilbage og forhindrer endnu en scoring. 

Samme Zeder er ti minutter før tid igen på færde i venstre side. Han får driblet sig ind i feltet og falder efter et skub, men dommeren vinker afværgende og giver i stedet Zeder gult for hans udbrud over ikke at få straffe. 

HIC får lagt et bekymrende tryk på BSF i resten af kampen, men disciplineret forsvarsspil gør, at det aldrig bliver rigtig farligt og BSF kan juble over endnu tre point. 

Som så mange gange før, var det en holdindsats, hvor alle kæmper for hinanden. Der bliver råbt og dirigeret kampen igennem og ingen kan være i tvivl om, at det er et hold fuld af selvtillid, der er på banen. 

Efter en nærmest fejlfri kamp og et af de sjældne mål, valgte truppen Kenni som kampens spiller:

Matchvinder og kampens spiller Kenni

 Næste kamp er på lørdag kl. 14.45 hjemme i Gryden mod RB 1906. Mød op og støt holdet.

 

 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk