Menu

På træningslejr i Tyrkiet

image
Tekst og foto: Iben Bagge
10. februar 2019 kl. 09:37

Fredag den 8. februar 2019 drog jeg med Herresenior på træningslejr til Tyrkiet. Afrejsen foregik fra Kastrup lufthav klokken 14:45 med mødetig klokken 12:45. Vi skulle mellemlande i Istanbul og havde der 3 timer inden turen gik det sidste stykke til Antalya. Omkring klokken 01:30 var vi ude af Antalya lufthavn, hvor vi blev hentet af en bus, som kørte os til Aska Lara Resort og SPA. Heldigvis ligger det ikke langt fra lufthavnen, men klokken var alligevel omkring 02:00 inden de ”voksne” fik smidt spillerne i seng 😊 Træner/leder staben tog derefter et møde, for lige at gennemgå lørdagens program og herefter gik vi til ro. For mit vedkommende blev det ikke til mange timers søvn, før en ny dag skulle tages godt imod. Men når man vågner op til solskin og 15 grader på denne tid af året, så kan man kun blive i godt humør.

Til lørdagens træningspas, havde vi fornøjelsen af Rasmus Lykke fra Lokal Update, som filmede og tog billeder. Disse kan ses på lokalupdate.dk og på deres Facebookside.

Mens vi er hernede, vil jeg hver dag interviewe en gruppe spillere eller trænere/ledere for at få deres meninger om aktuelle ting hernede.

Lørdag har jeg talt med Marko, Stub, Seffe og Allan.

 

Hvordan synes du den første dag er forløbet?

Jeg synes det er forløbet fint efter planen. Stille og roligt træningspas om morgenen, hvor vi fik mærket banen og mærket græsset. Tilbage på hotellet og spise frokost og derefter kørt et andet mere højintenst træningspas – alt i alt en fin start.

- Marko

Den første dag er forløbet godt. Rart at kunne sove lidt og have haft tid til at hvile sig. Lidt stressende efter første træning, da vi skulle direkte ned til frokost efter tilbagekomst til hotel. De andre år har der været lidt mere tid. Men alt i alt er dagen forløbet fint.

- Stub 

Vi træner som vi altid gør og de, der ikke kan deltage, laver noget andet aktivt. Vi har fundet ud af, hvordan maden og omgivelserne er. Alle kommer godt ud af det med hinanden og der er ingen kontroverser. Sammenholdet er godt alle kan med hinanden og snakker med hinanden.

- Allan

Første dag er altid en, hvor mange skal se hotellet an og se omgivelserne. Nogle har ikke været her før og skal se, hvad hotellet har at byde på. Jeg har brugt meget af dagen på at løbe rundt for Allan, for at finde forskellige ting, som f.eks. isposer. Alt i alt har det været en god første dag uden store problemer og kun med småskader. VI har fulgt tidsplanen godt.

- Seffe

Hvilke forventninger har du til træningslejren?

Man bruger en træningslejr til at ryste truppen sammen. Vi er sammentømret i forvejen, men det at vi går op og ned ad hinanden, giver et meget bedre sammenhold. Turen skal helt klart bruges til det sociale, men skal samtidigt også bruges til at højne vores niveau. Det giver meget på den sociale front, at vi er på træningslejr.

- Marko

At få et bedre sammenhold på holdet, så det ikke bliver lige så spredt mellem gammel og ung. Mine forventninger er også, at vi bliver rystet bedre sammen og at alle får en god tur. Det er vigtigt, at alle kommer hjem med en god følelse i maven og har haft en god tur.

- Stub

Mine forventninger er, at vi får rystet holdet bedre sammen. Jeg ser andre sider af mine holdkammerater end dem jeg kender fra træningen hjemme. At vi laver andre aktiviteter end vi normalt laver og at jeg bliver bedre venner med dem. Jeg forventer også, at vi skal spille nogle gode træningskampe. Det skal være en god, sjov og lærerig tur. Jeg synes også, at trænerne er gode til at holde os i ørerne i forhold til at vi er på træningslejr og ikke på hyggetur. Fokus er fodbold og det at blive rystet sammen.

- Allan

Min forventning er at få rystet holdet godt sammen. Det er også vigtigt at få øvet nogle af de ting på træningsbanen som Peer ønsker at få udført i kampene til foråret. Selvfølgelig skal det være hyggeligt og vi skal styrke sammenholdet. Vi lærer disciplin i forhold til at spise rigtigt og sove nok. Selvom der er fri buffet, skal vi tænke over, hvad vi spiser. Vi bliver udfordret på disciplinen, hvilket også er vigtigt for at opnå gode resultater på banen.

- Seffe

Hvad synes du om forholdene (Aska Lara og træningsbanen)?

Overordnet er vi indlogeret på et hotel med de faciliteter som fodboldspillere har behov for. En kæmpe buffet, hvor man kan tage lige hvad, man har lyst til. Alt fungerer - værelserne bliver gjort rent mens vi er ude og vi får vand til hver træning. Tingene er bare gjort klar. Alt bliver lagt frem og vi kan tage mad med op, hvis vi har behov for det. Vi har ikke haft noget at kunne brokke os over. Skal man pege på noget, så er det køreturen til banerne, men det er sådan forholdene er. Vi har to hjælpere med, som fuldstændigt sørger for, at vores kroppe er plejet, så vi kan komme ud af døren og bare spille. At vi har folk omkring os til at klare forskellige tin gofr os gør, at vores tur bare bliver det bedre. Alt bliver stillet til rådighed og vi skal bare være klar til at yde vores maksimale, hvilket er nemmere, når vi har de forhold vi har.

- Marko

Træningsbanen er jeg ærgerlig over ligger så langt væk, da det giver et mere presset program. Forholdene er gode. Gode badeforhold, gode værelser og gode værelseskammerater. Lidt sløset med at få wifi til at virke. Buffeten fungerer. Alt i alt et fedt hotel.

- Stub

Generelt rigtig rigtig gode forhold. Bussen er klar til at køre os ud på banerne og værelserne er rigtig pæne og store. Banerne er gode og maden er god. Der er mad hele tiden – natmad, snacks, al slags mad, så det er svært at pege på noget der mangler her. Der er også noget at lave sammen med holdkammeraterne. F.eks. er der Sauna, SPA, bordtennis. Personligt kunne jeg ikke ønske andre forhold. Helt perfekt.

- Allan

Forholdene og faciliteterne er rigtig gode. Vi får vasket tøj to gange om dagen, bussen er klar til at hente os og køre os til træning og hvis vi har brug for ekstra grej, så er de hjælpsomme med det. Værelserne er meget pæne og rummelige.

- Seffe

 

Søndag, efter morgenmaden, stod den på en gåtur ned til stranden, hvor der blev lavet lidt god gymnastik med Jimmi ved roret.

Klokken 13:30 var der afgang fra hotellet, da turens første træningskamp skulle spilles klokken 15:00 lidt udenfor Belek. Modstanderen var FC Pucioasa fra Rumænien. Kampen endte fortjent 5-2 til os på mål af Frederiksen, Seffe, Randrup, Zeder og Brøns. Kampens spiller blev - meget overbevisende - holdets anfører Mads Randrup.

Om aftenen havde Stub og Marko forberedt en quiz for alle. 20 spørgsmål skulle besvares og jeg må sige, at jeg er beæret over, at et af spørgsmålene lød: ”Hvad er navnene på Ibens to børn?”. Størstedelen svarede rigtigt 😊 Det var Kenni, der løb med sejren med 13 ud af 20 rigtige.

I dag har jeg talt med Gålle, Tide, Randrup, Ralle, Brøns og Zeder.

 

Hvad er dit syn på kampen i dag?

Jeg synes, at vi spiller en god kamp som et samlet hold. Der er mange af vores aftaler, der går op i en højere enhed i dag. På trods af en svær bane, formår vi at holde boldene i egne rækker og det var rart at se, at der var nogle af de unge, der fik løbet lidt flere meter end de plejer – det gav en bedre kampgejst. Lækkert at vi laver 5 mål, da det giver selvtillid til holdet.

- Gålle

Set udefra synes jeg, at vi er dygtige til at holde hovedet koldt overfor en modstander, som man kunne være tilbøjelig til at lade sig påvirke af, sådan som vi tidligere har oplevet. Vi er dygtige på dødboldene og vi laver 3 mål på disse. Vores høje presspil fungerer rigtig godt i 1. halvleg og mindre godt i 2. – muligvis fordi vi løber tør for kræfter.

- Tide

Det kunne have været en kamp, der kunne have været blevet rigtig svær. Det er ikke altid nemt at spille mod et Rumænsk hold, da de bruger mange ufine tricks. Vi holdt hovedet koldt og spiller bare igen en rigtig disciplineret og flot kamp. Jeg vil også rose de unge, der kommer inde med arbejdshandskerne på og bidrager rigtig godt til holdet. Som hold er vi rykket meget tættere sammen socialt, hvilket man også kan se på banen – vi vil gå langt for hinanden.

- Randrup

Vi spiller en ganske udmærket kamp. Vi er måske lidt nervøse til at starte med, men kommer bedre og bedre ind i kampen. Banen var dog ikke den bedste. Vi overholder aftaler i forhold til presspil og kommunikation og laver nogle fine mål. Alt i alt en ganske god kamp - også i forhold til de ressourcer vi havde, idet, der var en del skader og nogle måske var mere trætte end til en normal kamp. Fedt at møde en anderledes modstander end vi er vant til. De kom med et andet temperament og en anden styrke og spillede på en anderledes måde, end vi er vant til. En god træningskamp for os.

- Ralle

Vi møder en ok modstander. Vi følger godt op på de sidste par kampe i forhold til vores taktik og spiller god fodbold. Vi har mange gode opspil og vi står rigtig godt defensivt. Det er dejligt at vi får scoret 5 mål, da det måske har været et af vores problemer, at vi ikke har scoret nok mål i efteråret. Fint at møde en modstander fra et andet land og bare lækkert at spille en træningskamp hernede.

- Brønner

Det var en god kamp. Vi fik en masse meter i benene og vi kørte godt videre med vores høje pres som vi har arbejdet meget på det sidste stykke tid. Selv på en svær bane fik vi sat noget godt spil i gang. Selvom der var mange nye spillere, kom de ind og viste sig frem og gav den en god skalle. Og så er det altid dejligt at score 5 mål.

- Zeder

Hvad er det vigtigste for dig på denne træningslejr?

Derhjemme kan hverdagen i det kolde vejr være i vejen for motivationen, så det at komme herned giver ekstra motivation for at sætte fodbolden i fokus. Hvis man tænker på det på banen, så giver det meget, at vi har muligheden for at træne det, der tager tid, såsom f.eks. standardsituationer. Der er også mulighed for, at vi kan få aftaler på plads, da man kan gå og tænke over tingene. Man får muligheden for at tænke over, hvad der fungerer og ikke fungerer.

- Gålle

Personligt synes jeg, at det giver noget, at man lærer sig selv og sin krop bedre at kende. Hvad kan min krop f.eks. klare i forhold til træning? Det giver også noget at finde ud af, hvem det er jeg spiller på hold med og som jeg ikke taler med så ofte Det at lære hvordan er de og hvordan deres vaner er i dagligdagen og ikke kun til træning. Det gælder både spillere og trænere/ledere.

- Tide

Det vigtigste for mig er at komme i bedre form og når man er sammen i længere tid, får man et andet kendskab til hinanden, så det sociale aspekt er også vigtigt. Det er også vigtigt at få nogle aftaler på plads og lære hinanden bedre at kende. Jeg kan godt lide det med, at man kan glemme alt og bare fokusere på at være sammen med drengene og spille fodbold. Det at vi har været afsted 4 gange nu giver et bedre fokus på fodbolden, da man ikke er lige så opsat på at udforske.

- Randrup

Først og fremmest at få styrket truppen socialt, få hygget sig og få snakket med alle. Få en god stemning ind på holdet og få trænet nogle af de ting vi normalt ikke træner. Derudover også det at få en masse kilometer i benene, så vi er helt klar til sæsonstarten.

- Ralle

Det er det sociale og hyggen, men samtidig også at få sat aftaler på plads, som vi kan tage videre med i sæsonen. Og så er det altid dejligt at komme lidt væk fra Danmark og træne i godt vejr – det er bare lidt sjovere.

- Brønner

Klart det vigtigste er, at man i større omfang bliver en enhed som gruppe end vi er i forvejen. Når man går op og ned ad hinanden, bliver man tættere som gruppe, hvilket er vigtigt. da det er med til at give et bedre sammenhold. Det varme vejr giver andre muligheder end i Danmark i forhold til det taktiske, fordi man kan stå anderledes på banen og så er det rart at komme væk hjemmefra og få en oplevelse hernede.

- Zeder

Hvor tilfreds er du med din egen indsats ved lørdagens træningspas, samt til kampen i dag?

Jeg synes det var fint at starte med en lidt mere intensiv træning i målmandsteamet. Vi fik virkelig mærket græsset og lavet nogle fine pasninger, så vi fik flyveturen ud af benene. Jeg har fået vist mig frem i forhold til den måde jeg spiller på og jeg har fået vist nogle styrker. I forhold til dagens kamp i dag, er jeg glad for min præstation set over hele kampen. Jeg synes især at bagkæden har løbet godt, hvilket har gjort det nemt for mig at spille et godt spil.

- Gålle

Jeg synes jeg har nogle fine træninger lørdag, men går i stykker efter 5 minutter i kampen i dag. Træningskvaliteten er fin og fint arrangeret med variation i træningspassene.

- Tide

Lørdagens træning var fin for at få en lang rejse ud af kroppen. En god træning for lige at vænne sig til græsbanerne hernede og forholdene generelt. Jeg er fin tilfreds med min egen præstation til dagens kamp, hvor jeg jo blev kampens spiller. Jeg spiller en fin kamp, men dem jeg har omkring mig spiller godt og det er nemmere at spille godt, når ens holdkammerater også gør det. Den opbakning jeg har fra målet er helt fantastisk.

- Randrup

Jeg er tilfreds med de træningspas og de meter jeg har fået i benene. Spilmæssigt var jeg ikke på det skarpeste til kampen. Jeg er ramt af lidt sygdom og også træthed idet vi har trænet hårdt hernede.

- Ralle

Jeg har været fint tilfreds. Jeg kunne godt mærke, at der sad lidt fra træningen i går og træthed i form af manglende søvn, hvilket kunne mærkes energimæssigt. Samtidigt er det dejligt at få nogle meter i benene samt få lavet et mål – det giver lidt selvtillid.

- Brønner

Jeg er udmærket tilfreds, men der er altid noget, man ville have gjort anderledes og bedre. Det kræver lige lidt ekstra at grave det sidste frem og det kan godt mærkes, at man har været mere på end man plejer. Benene i dag var tungere end til første træning, men når man først kom i gang, var det udmærket. Alt i alt fint tilfreds. Det er altid rart at få luft i lungerne.

- Zeder

 

Mandag stod den på et enkelt træningspas om morgenen. Vi blev kørt til nogle nye baner, som holdet ikke tidligere har været på og som desværre ikke var helt gode. Den bane vi fik til træning, var dog helt fin til den træning, som Peer havde planlagt til morgenen træningspas og udsigten var helt utrolig flot med bjerge med sne på toppen i baggrunden.

Efter træningen havde drengene fri resten af dagen, inden vi skulle mødes til aftensmad klokken 20:00. Nogle blev på hotellet og andre to til Alanya by for at oplevet noget andet.

Vejret i dag var også med os – høj sol og op mod 22 grader.

I dag har jeg talt med Frederiksen, Keun og Kenni.

 

Hvem på holdet oplever du er bedst til at hjælpe andre?

Jeg vil sige at det er Mads Randrup på banen på grund af hans stemmeføring og attitude. Udenfor banen er vi alle gode til at hjælpe hinanden. Der er ikke et klassisk hierarki og det er ikke kun de unger, der skal lave noget – vi tager alle fat. Det synes jeg er fair nok. Vi må heller ikke glemme vores holdledere.

- Frederiksen

Udenfor banen synes jeg kategoriseret set, at en god holdkammerat er Rasmus Brøns. Han er vellidt af alle og jeg tror ikke, at der er nogen, der kan sige et ondt ord om ham. Der er intet ondt i ham, hvilket man kan se afspejlet i Bent. På banen er det vel meget naturligt at Mads er blevet anfører. Man lytter til ham og han siger ikke noget bare for at sige noget. Der er noget bag.

- Keun

Udenfor banen synes jeg, at vi er som en stærk enhed. Der er ikke det hierarki, som måske typisk er i andre fodboldklubber. På banen er der vores anfører Randrup, som bidrager med en masse ting, men der er også Stub, som jo er viceanfører og som kommer med konstruktiv kritik, så han er også værd at nævne.

- Randrup

Hvad bidrager du med til træning og kamp?

God energi. Jeg føler, at jeg kommer med en positiv indstilling lige meget hvad vi skal. Jeg prøver at hjælpe mine holdkammerater så godt som muligt og prøver at yde mit bedste, så jeg også gør de andre bedre.

- Frederiksen

Jeg tror jeg kommer med noget erfaring, da jeg er den anden ældste på holdet. Vi er en ung trup, hvor der ikke er mange over 23. Jeg har været med, hvor det har været andre tider i forhold til mandskabspleje og hvor tingene kunne blive sagt lige ud. Jeg er en, der tager teten og tager ansvar, hvis nogen lige har en downperiode. Det er den indstilling jeg bidrager med.

- Keun

Jeg har jo været med hele vejen under Lisdorf sammen med nogle af de andre. Jeg er også en af de ældste (3. ældste) på holdet. Jeg føler, at jeg kommer med det jeg kan og yder en 100 procents indsats. Jeg prøver også at guide nogle af de unge engang imellem, hvis de gider og hvis humøret lige er til det. Jeg er også, som Keun, fra en tid, hvor tingene blev sagt hårdt og ligeud, men det er i en god mening og for at hjælpe og lære fra sig.

- Kenni

Hvad har du brugt din halve fridag på i dag?

Jeg har solet mig så jeg er blevet kæmpe rød i skallen. Så har jeg været nede og træne og har også læst 100 sider i en bog. Og så har jeg været i bad.

- Frederiksen

Jeg har været inde i Antalya by sammen med nogle af de andre drenge for at komme lidt væk fra hotellet. Det er et friskt pust at komme lidt væk og se nogle andre ting, nu når vi er så meget på hotellet.

- Keun

Jeg har været ved poolen og slappe af sammen med Frederiksen og nogle af de andre drenge. Derudover har jeg lavet en masse lektier og Facetime’et en masse med min kæreste og datter.

- Kenni

 

Tirsdag stod dagen på to træningspas – det første med høj intensitet og det andet med mere lavintensitet som optakt til dagens 2. træningskamp i morgen.

I dag har jeg talt med Killer, Kalle, Nikola, Reus, Palle og Bengtsen.

 

Hvad synes du om dagens to træningspas?

Det første var godt og hårdt med en masse intensitet. Det var med høj puls og det næste var lidt mere lavintenst, så to forskellige træninger.

- Killer

Det var fedt at vi lavede noget interval i længere tid end vi plejer. I det andet træningspas var det dejligt lige at få rørt stængerne lidt inden i morgen, så man ikke bare banker igennem, men bare lige kommer ud og får rørt benene.

- Kalle

Det første var meget forskelligt. Fint med afslutningsøvelser og intervalspil hvor vi fik puls på. Det andet træningspas var også ok, men det kunne godt have været mere som det første. Dejligt med alle afslutningerne, så man kunne spille sig varm til kampen i morgen og få en fornemmelse, hvis der skulle opstå nogle chancer.

- Nikola

Mere seriøsitet og hurtig bold i det første træningspas, men der sad jeg meget ude, da jeg ikke kunne være med på grund af skade. Det var fint nok for mig, at der ikke var så meget gang i den til det andet træningspas og hyggebold til sidst. Skud på mål trængte vi til. Der kom noget stemning ind og der blev lavet lidt sjov og ballade, så vi blev lidt glade i det.

- Reus

Det har været meget fint. Der var god intensitet på den første træning og for mit eget vedkommende var det meget sjovt at træne med tennisbolde og slutte af med noget konkurrence.

- Palle

Jeg synes at dagens to træningspas var rigtig gode, fordi vi fik spillet en masse spil og de indeholdt meget aggressivitet og intensivitet, så man fik pulsen op. Det var rigtig dejligt af få løbet en masse meter. Andet træningspas var lavintenst, men var rigtig fint, da vi skal lade op til kampen i morgen og man godt kan begynde at mærke det i stængerne. Så det at få noget sjov restitutionstræning, så vi kan få noget sammenhold, var rigtig godt.

- Bengtsen

Hvem synes du er den sjoveste på holdet og hvorfor?

Jeg tror faktisk den går til Keun. Han er altid god for en sjov replik.

- Killer

Ud over de to gutter jeg har på værelset (Killer og Nikola), så må det være Bengtsen. Også Keun har altid et sjovt svar tilbage og nogle sjove replikker og så griner han nærmest af alt, hvad han selv siger.

- Kalle

Det er nok mig selv faktisk, fordi jeg fyrer en masse lort af og får de andre til at grine. Og så kalder de mig 80/20 på holdet fordi 80% af det jeg siger måske er lort og ikke rigtigt.

- Nikola

David fordi han siger mange sjov ting og så er han bare forvirret normalt.

- Reus

Lige efter mig selv så får David Bengtsen en meget flot andenplads. Nu har jeg boet på værelse med ham og ser ham også udenfor fodbold og det er meget sjovt det hele.

- Palle

Jeg synes Patrick er den sjoveste, fordi jeg føler han indeholder meget selvironi. Man kan lave sjov med ham og så griner han bare af det. Han er altid med til spas og hygge.

- Bengtsen

Hvad har indtil videre været det bedste på træningslejren?

Det er nok bare det at få en masse træninger og så bare noget bedre vejr – det gør det hele meget sjovere. Og også det frirum vi har efter maden til bare at hygge os.

- Killer

Ud over det er godt vejr og vi får spillet en masse, så må det nok være den sjove heldagstur vi havde, hvor vi var ude at køre på ATV ude i skoven. Det var en fed dag. Også de fede hyggeaftener på værelset, hvor der bliver sagt nogle sjove ting.

- Kalle

Jeg synes banerne har været gode og materialerne og specielt boldene. Sidste år fik vi nogle ”plastic” bolde. De forskellige forhold og hotellet er også meget fedt.

- Nikola

At man har lært hinanden bedre at kende. Vi har fået mange nye, som man ikke helt har lært at kende endnu. Man får et godt sammenhold mellem spillerne og trænerne.

- Reus

Det har været at jeg, og nogle stykker fra holdet, tog ud og kørte ATV. Det har klart været det bedste indtil videre oplevelsesmæssigt. Der har også været mange fine træninger med god variation.

- Palle

Det generelle indtryk gennem træningslejren har været meget positivt og spændende. Vi har fået trænet en masse, men jeg vil sige, at ATV-oplevelsen har været det bedste.

- Bengtsen

 

Onsdag stod den på turens anden og sidste træningskamp. Denne gang også mod et Rumænsk hold. Det blev en kold og våd affære, da vi ramte ind i turens eneste regnvejrsdag. Det blev en kamp med hårdt fysisk spil fra de rumænske modstandere og BSF måtte se sig slået med 3-0.

Om aftenen havde træner/lederstaben arrangeret lidt konkurrencer, hvor spillerne blev delt op i 4 hold og skulle dyste mod hinanden. Vinderholdet blev Ralle, Zeder, Gålle, Keun og Brønner, som blandt andet havde lavet det bedste kampråb.

 

Tak for en fed tur til alle spillere og hele træner/lederstaben.

 

Iben

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk