Menu

BSF er i Danmarksserien

image
Tekst: Bestyrelsen. Foto: Iben Bagge
19. juni 2018 kl. 22:47
Mandag aften rykkede BSF tilbage i Danmarksserien med en 1-0 sejr på hjemmebane over NB Bornholm – en aften i Ballerup Idrætspark og på stadion, som blev en sand fest. 

Scenariet kunne på forhånd ikke være mere klart; der var nemlig tale om en ren finale mellem de to mandskaber i oprykningskampen til Danmarksserien. Med en BSF-sejr ville hjemmeholdet være oppe, med alle andre resultater ville NB Bornholm tage turen op.

På forhånd var der blevet gjort meget fra BSFs side – trænere, ledere på de forskellige årgange m.m. – for at give spillerne på 1. senior den medvind og rygstød, som kunne føre klubben tilbage i Danmarksserien. Og det kom der i den grad. 
Over 550 tilskuere – klar sæsonrekord – en stort set fyldt tribune og trængsel foran kiosk, pølser og øl, og ikke mindst generelt en fantastisk stemning. Blandt tilskuerne var mange gamle koryfæer, men også blandt andet borgmester Jesper Würtzen (A) og viceborgmester Lolan Marianne Ottesen (A), som støttede kommunens største fodboldklub denne smukke mandag.
Og en smuk mandag, det blev det så sandelig. Efter en 1. halvleg hvor BSF var klart bedst og havde chancerne for at komme foran, men desværre ikke kom det, kom forløsningen cirka et kvarter efter pausen. 
Ganske korrekt dømte kampens i øvrigt glimrende dommer straffespark for en ”hands” situation, hvor en NB Bornholm spiller fik spillet håndbold i stedet for fodbold. Emil Tidemand tog ansvaret på sine skuldre og satte bolden ind til 1-0 til kæmpe jubel for de over 550 mennesker på stadion. 
BSF havde flere store muligheder for at afgøre kampen og slukke Bornholmernes lys, men det skete ikke, og derfor blev det al, al for spændende i de døende minutter, hvor de store bornholmere – og en håndfuld polske spillere også – satsede alt. 
Heldigvis holdte hjemmeholdet dog stand, og jublen brød i den grad løs blandt tilskuere, spillere og trænere. En fantastisk kulisse endte i en fest – og tre år i Sjællandsserien afløses nu af Danmarksserie fodbold efter sommerferien.
Kæmpe tillykke til spillere og træner/ledere, der har knoklet og kæmpet for dette, og som virkelig har fortjent det. Vi er stolte af jer. Stort tillykke til hele BSF og til Ballerup Kommune med igen at være repræsenteret i Danmarksserien. Vi glæder os allerede! 
TAK FOR STØTTEN - TILLYKKE MED OPRYKNINGEN! 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk