Nederlag i målrig affære

Ubesejret siden oktober 2017
Ikke siden den 15. oktober 2017 har holdet forladt banen som taber og meget virkede heller ikke som om det skulle ske, da Vildbjerg gæstede Ballerup Idrætspark lørdag den 14. april, trods gæsterne må betegnes som en af de 3 kandidater til årets Danske mesterskab.
1 halvleg
Kampen blev afviklet på græs, hvilket selvfølgelig gav begge hold udfordringer, men set over hele opgøret virkede gæsterne mest klar og med stor energi og hurtige kombinationer kom de tilbage i opgøret efter at BSF havde bragt sig foran 2-0 med mål af Rebekka Winther og Amalie Weischendorff i henholdsvis det 30 og 39 minut, men med 2 hurtige scoringer inden pausen var der bragt balance i regnskabet i en underholdende og chancefyldt affæreopstart.
2 halvleg
I vores opstart har holdet været stærke i den defensive organisation og holdt modstanderne fra de store muligheder, mens vores offensive kræfter i den anden ende virkelig har fundet vej til netmaskerne. I dag må vi dog konstaterer, at alt for mange personlige fejl gjorde de defensive betingelser noget sværere end normalt, hvilket gav et nederlag på hele 5-2. Et nederlag der blev cementeret de sidste 4 minutter, da et særdeles effektivt Vildbjerg angreb satte en tyk streg under holdets offensive kræfter.
Nederlaget kan vi ikke undskylde, dertil viste gæsterne for stor styrke, men sejren burde ikke havde været så stor, når det så skulle være, trods Lærke Rasmussen i målet faktisk også havde et par flotte indgreb. Sådanne kampe kommer og vi må blot rose gæsterne for at komme tilbage i opgøret.
Vi ser fremad
Der var trods alt flere gode ting der lykkes for os i dag. I perioder viste vi fint kombinationsspil og brugte mange stationer for at flytte bolden frem af banen, men desværre blev den sidste aflevering ikke altid den bedste og så gik det hurtigt den anden vej.
Nu ser vi frem til næste opgør, hvor vi skal en tur til Odense, på papiret endnu en af kandidaterne til en topplacering, men kan vi finde de gode takter frem og arbejde hårdt for hinanden kan vi rejse os fra lørdagens skuffelse mod Vildbjerg.
Alligevel gode momenter
På en dag, hvor vi som omtalt ikke ramte helt plet, skal flere præstationer fremhæves. Lærke Rasmussen stod en god kamp med mange redninger, Josefine Hasbo arbejdede særdeles godt i den defensive del og så Rebekka Winther der trods udfordringer med en drillende fod, spillede og bragte os på vinderkurs i første halvleg.