Rivalerne kommer på besøg i Gryden
Lørdag kommer rivalerne fra Brøndby på besøg. Disse 2 mandskaber har gennem mange år givet hinanden nogle både seværdige og velspillede kampe og der er igen lagt op til et helt lige opgør, hvor vinderen nemt kan blive det mandskab, der på dagen har det største overskud.
Sidst holdene tørnede sammen var i efteråret, hvor BSF trak det længste strå, med en scoring af Silke Seland i overtiden. Situationen i ligaen er lige så tæt mellem de 2 mandskaber. Brøndby ligger pt. nr.3 med 39 point, to mere end BSF, har hentet 37 point, dog for en kamp mindre. Begge mandskaber ved, hvad der står på spil og der er ingen tvivl om, at kampen har alt til at skabe et sandt drama, når dommeren fløjter kampen i gang kl.15.00. Begge mandskaber døjer med småskader og det betyder for vores egen situation, at vi først udtager truppen efter fredagens sidste træning.
Begge mandskaber var i ilden i tirsdag, da det gjalt pokal kvartfinalerne og begge mandskaber vandt deres kampe. Brøndby tog hjemme imod Hillerød og med en 2-0 sejr sikrede Brøndby sig en semifinaleplads. Vores egne piger var oppe imod Hvidovre og med 3 hurtige scoringer inden for de første 9 minutter blev kampen aldrig spændende. BSF vandt 6-0 og er ligeledes klar. Torsdagens lodtrækning betød, at netop lørdagens 2 duellanter også skal op mod hinanden i pokalen tirsdag d.28 april, hvor Brøndby er vært.
Efter vores pigers fornemme præstation i USA, bliver det spændende at se om vi kan fortsætte de takter der gav os resultatet. Især er vores midtbanen blevet tunet i forhold til efteråret. Der er tilført flere løbemeter i maskinrummet, hvilket har øget vores generelle power i omstillingsspillet og ikke mindst i det fremadrettet spil.
Men en ting er ord og følelser, nu handler det om den rå styrke og forståelsen af, vigtigheden i at vinde før udvikling og med dette billede griber vi fat i opgaven lørdag eftermiddag i gryden.
Det er samtidig en stor glæde, at vores buksesponsor Mc. Donald Ballerup har valgt at blive kampsponsor. Det kommer alle tilskuere til kampen til gode. Alle der møder op til kampen modtager et gavekort til en Mc.Muffins, der kan indløses i alle Mc. Donalds restauranter i Danmark mellem 07-10. frem til d.25 maj. (værdi 25.-kr.).
Skulle U17 pigerne vinde deres kamp, er Mc. Donald Ballerup vært for en hamburger/ Cheseburger efter kampen. Gavekort udleveres ved udgangen til alle tilskuere.
Der skal ligeledes kåres bedste spiller fra begge hold. Disse modtager et gavekort til Mc.Donald.
Ovenstående aktivitet gælder til alle holdet hjemmekampe i foråret - Så mød op. Hjælp BSF til sejr og tag som afslutningen på en forhåbentlig god fodbolddag et smut forbi en af vores sponsorer (Mc.Donald) og nyd en Hamburger/ Cheseburger, hvis det bliver til sejr i gryden.
Der vil som tidligere være cifferlotteri, hvor der kan vindes vin fra Super Brugsen i Skovlunde.