På langfart igen - denne gang til Varde
"Vind med stormstyrke kombineret med kraftig regn fik, på turen over, tanker frem om det altid er sådan på den jyske vestkyst.
Men efter omklædning var der magi i luften og vinden var løjet en smule af og regnen var væk. BSF lagde disciplineret ud og lod Varde spille rundt på deres egen banehalvdel og forsvarede konsekvent når de nærmede sig BSF banehalvdel. På første egentlige angreb blev vi vidne til en klasse-aktion af Cathrine Graversen, da hun lægger en svær bold af til midtbanen og sekundet - og et par hurtige pasninger efter - modtager bolden på kanten af feltet og i fri position udplacerer Vardes målvogter med en iskold inderside ved fjerneste stolpe.
Der var magi i luften – én af de flotteste angrebsopsætninger vi har haft i efteråret. Varde startede i modvind og selvom BSF lagde klart bedst ud, fik Varde sig spillet sig ind i kampen i løbet af de følgende 20 minutter.
Med Solveig Enemark Andersen og Signe Petersen har Varde et par uhyre farlige angribere, og BSF havde derfor valgt at gå til opgaven med en konservativ tilgang og derfor lille bagrum. Dét levnede dog plads til at Varde kunne profitere af at sparke bolden op i vinden og var lynsnare til at opsnappe de svært forudsigelige boldnedfald og –opspring. BSF blev snydt et par gange og der opstod lidt usikkerhed.
Som vi ved, skal der ikke megen tøven til før bolden ligger i eget mål, og det blev resultatet da Solveig Enemark Andersen opsnappede en bold og udplacerede Mira Pastoft i målet. Kampen var nogenlunde lige i en periode af halvlegen, men magien fornægtede sig ikke. BSF spillede med Josephine Visti som 9’er og hun skulle vise sig at blive en nøglefigur i resten af kampen. Efter et smukt opspil hvor Agnete Nielsen trak ind i banen fra sin position som kant og spillede bolden ind i centralt, og efter 2-3 pasninger i mellemrummet, fik vi spillet en dialonal pasning ind i Vardes straffesparksfelt, som Jose fiks sprang over så Agnete stod helt fri med målvogter. Agnete eksekverede med afdribling og bold i mål.
BSF gik til halvleg med en føring, men der var ting der skulle rettes og fokus der skulle strammes op på. Måske var det trænerens ord, eller også er det bare nemmere at spille god fodbold i modvind frem for medvind. BSF spillede fantastisk i 2.halvleg. Vardes træner, Jesper Gejl Larsen, udtrykte stor respekt efter kampen og ”kunne godt se, at der var blevet arbejdet med nogle ting”. ”Tingene” var tålmodigt, men hurtigt og intelligent pasningsspil tilsat den særlige BSF-ingrediens.
Josephine Visti har haft en mindre formnedgang pga. sygdom, men stemplede 100% ind i denne – sæsonens sidste kamp – og leverede en klassekamp på det niveau vi ved hun har. Jose viste at en 9’er udover at lave mål, har en vigtig rolle i at sætte de øvrige offensive spillere op. I denne kamp fik vi således begge kanter + 10’er og 8’er på måltavlen – med Jose i oplæggerrolle.
20 minutter inde i 2.halvleg stod det 6-1 på fire klassemål. Et hårdt slag for Vardespillerne, men Solveig Enemark Andersen ville det også anderledes og kæmpede forbilledligt og kunne reducere til 2-6 med 10 minutter igen og med vilje til yderligere reduceringer. Men BSF var i kontrol og kort før slutfløjt kunne Agnete endnu en gang afdrible Vardes målvogter og score til slutresultat 2-7.
Jeg har fremhævet Josephine Visti for dagens præstation, men denne kamp var en holdpræstation udført at 14 topmotiverede klassespillere.
Ved stillingen 5-1 blev der foretaget 3 indskiftninger, der ikke ændrede ved spillet eller dets fordeling. BSF har hele efteråret arbejdet med at udvikle spillestil og de nødvendige relationer der skal være mellem spillere på de forskellige positioner.
Processen har været forlænget p.g.a. mange skader blandt nøglespillere i starten, men andre spillere har spillet sig op og taget ansvar. Linjen har været klar fra første kamp: Offensiv og attraktiv boldspil skullle kombineres med hurtigt og intelligent pasningsspil.
Dét har kostet nogle point – særligt i starten af sæsonen, men en tydelig opadgående formkurve peger i en god retning. Vi kan gå til vinterpause med en fornemmelse af, at der er gode ting i vente.
Målscorere:
Agnete 3, Silke 1, Esther 1, Jose 1, Graver 1