God start i Dallas
Cheftræner Svend Støvlbæk Hansen fortæller fra Dallas:
"Udlægget i Dallas International Girls Cup var mod den formodet stærkeste motanser i gruppen - FC Dallas. Banen var lækker - nyplejet og grøn, men på langs stod en kraftig vind, som dominerede spillet. Vi lagde ud med vinden i ryggen og lagde højt pres på FC Dallas.
Men det var vanskeligt at spille fodbold som vi gerne vil og første halvleg blev en primitiv affære, hvor 80% var kamp om løse bolde og begrænset organiseret spil. FC Dallas kæmpede amerikansk om hver enkelt bold og vi skulle vænne os til at tacklinger var med hele kroppen og 100% - hver gang. Vi skabte et par okay chancer ikke noget der for alvor truede FC Dallas' mål.
2.halvleg i modvind bekom os betydeligt bedre. Det hårde arbejde i første halvleg gav udbytte, da vi fik mere plads til at orkestrere spillet efter vores præmisser. 2.halvleg blev således en noget mere seværdig affære, hvor vi havde en god del fine opbygninger, som kunne have resulteret i gode chancer. Men vinden drillede stadig, så det løb ofte ud i sandet.
Én rigtig flot opbygning var dog nok til at sikre sejren:
Efter flere hurtige pasninger mellem Mie, Caro og Esther, lavede Esther en bande med José og løb bag ryggen på to forsvarsspillere og endt helt fri foran mål og udplacerede målmanden iskoldt. Et flot mål, der sidenhen er blevet kommenteret positivt af flere turneringsofficials. Resten af kampen var BSF i kontrol, dog uden at øge føringen.
Torsdag er næste modstander det amerikanske hold Sting West, som spillede 0-0 i deres første opgør mod Dallas Texans 00G red FTW.