Menu

Flot spil og tre point

web-redaktionen
18. april 2016 kl. 11:06

Efter en midtuge pokalkamp i Hillerød, hvor vi spillede på modstandernes præmisser, lykkedes det at komme tilbage på sporet.
Lørdagens tidlige (kl.10) kamp mod B93 satte BSF sig på fra start og der gik ikke mange minutter før de første chancer kom. På første hjørnespark afsluttede Sofia Weber på overliggeren og på den efterfølgende ripost udplacerede Esther Endel Rønn B93's målvogter og en håndfuld forsvarsspillere til 1-0. Målet satte lidt ro på og BSF fortsatte det gode spil, men uden at producere de store chancer.

Første chance til B93 kom efter en halvtime, som Sophie Stæhr omsatte til sikker scoring. BSF svarede dog igen med scoring allerede minuttet efter hvor Marie Grib sender Melissa Damkjær afsted med en fin stikning. Melissa tager et træk og afslutter sikkert til 2-1. Dét synes B93’s Sarah Jankovska skulle være løgn, så på næstfølgende angreb sled hun sig fri af 2-3 BSFere og spillede Sophie Stæhr fri med en vidunderlig vip-aflevering a la Michael Laudrup og analogien kan fortsætte, for i bedste Ebbe Sand-stil vipper Stæhr bolden over Mira Pastoft i, men må dog sætte efter den og heade bolden det sidste stykke ind i mål. Flot mål og 2-2, hvilket ikke var tilfredsstillende for BSF efter spillets fordeling.

BSF fortsatte det gode spil og halvlegens sidste 10 minutter bød på flere gode muligheder til BSF og i sidste minut afsluttedes et godt angreb med hovedstødsmål af Sofia Weber på indlæg af Marie Grib efter god opbygning mellem Sofia, Weltz og Karlsen.

2. halvleg bød på et BSF-mandskab i fuld kontrol med kampen og de chancer der blev skabt stod BSF for. B93 arbejdede ihærdigt, men BSF stod godt og kunne afvise alle forsøg. I den anden ende blev Melissa Damkjær spillet op til et par gode muligheder, men B93’s målvogter kom godt ud af målet begge gange og fik afværget. Vi skulle hen i det  27. minut før vi fik næste scoring. På hjørnespark fra Alberte Weye satte Marie Grib indersiden på og placerede bolden sikkert i netmaskerne til 4-2.

Cheftræner Svend Støvlbæk Hansen:
”Godt med en sejr, men vigtigere endnu så spillede vi godt og efter den plan vi arbejder efter. Vi ser nu frem til en spændende dyst mod Viborg i næste weekend, hvor vi bliver presset på andre facetter af spillet.”

 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk