Flot fight og tre point på kontoen
Det var to hold med mager pointhøst i de første kampe af U17DM-ligaen der gik på banen på B93’s baner på Østerbro.
B93 var dog på tavlen efter uafgjort mod Hillerød sidste weekend. BSF var pointløse efter 2 ærgerlige nederlag til Vildbjerg og Brøndby. Det var tid til at sætte sæsonen igang for alvor, og BSF satte sig på kampen fra første fløjt. Der blev givet og taget i nærkampene fra start og i et hæsblæsende tempo i 1.halvleg var det konstant pres mod B93’s mål.
Efter 9 minutter blev Melissa Damkjær spillet i dybden og rundede backen og spillede skråt bagud til Marie Grib, der sikkert satte bolden i netmaskerne uden chance for B93’s Thea Roque-Krag i målet. 15 minutter senere bliver Melissa spillet i fødderne og tager et træk forbi modstanderen og sparker bolden ind via stolpen til 0-2.
B93 forsøger at spille sig ind i kampen og især Sofie Svava og Sarah Jankovska forsøger at skabe muligheder, men de afvises af BSF’s forsvar, som for tiden styres af to unge talenter – Olivia Bergmann (01) og Julie Bank Weltz (00) med Alberte Weye og Katrine Grib på deres sider.
BSF bevarer overtaget og scorer til 0-3 i det 30. minut. På et direkte frispark fyrer U17-landsholdsspiller, Pernille Larsen, kanonen af og da B93’s målmand halvklarer er der masser af BSF folk omkring 2.bolden i det lille felt, som til sidst ender foran Cathrine Graversen, som resolut udbygger føringen.
Frem mod halvlegen slutfløjt skabte BSF gode muligheder, hvor især èn burde have givet yderligere et mål. I 2.halvleg antog BSF en mere kynisk tilgang til spillet og af samme årsag faldt tempoet i kampen. BSF bevarede dog takstokken undervejs.
Med et kvarter tilbage røg koncentrationen i et kort øjeblik og et par halve pres medførte at Olivia Drost fra B93 kunne spille sig fri og afslutte konsekvent og uden chance for en velspillende Mira Pastoft.
Med et par veltimede udskiftninger satte BSF tempoet op igen, og med 8 minutter igen udfordrede Mai Berndt sin direkte modstander med en lækker detalje, og kunne spille Cathrine Graversen fri foran mål. Thea Roque-Krag halvklarede flot, men reposten røg ud til Nikoline Loop, det med en inderside kunne øge føringen til slutresultater 1-4.
En velfortjent sejr til BSF, som godt kunne have været større. BSF gav debut til Nikoline Loop og Shenice Winther Nielsen, begge årgang 2000. Tillykke til begge med en flot debut.