Vigtig sejr til BSF’s Kvindeligahold
Weekendens 3F Kvindeligakamp imod nordjyderne fra FC Thy-ThistedQ var en vigtig kamp for Ballerup-Skovlunde Fodbold’s kvinder. Med en sejr kunne de spille sig op på tredjepladsen i rækken, hvilket er målsætningen for sæsonen.
Kampen startede dog med et overtag til gæsterne fra FC Thy-ThistedQ som pressede hårdt på fra kampens start, og havde også et par gode forsøg. Som halvlegen gik fik BSF dog mere styr på spillet og fik sat sig på modstanderen, som dog havde sporadiske forsøg. Det blev dog ikke til mål i første halvleg på trods af overvægt i spil og chancer til BSF.
Fra anden halvlegs start pressede BSF gæsterne langt tilbage på banen og tilspillede sig en del store chancer, dog manglede skarpheden og FC Thy-ThistedQ hold stand. Efter 63. minutter kom forløsningen, hvor Simone Rydahl flot sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Nu handlede det om at jagte den næste scoring, desværre gik der ikke lang tid før en fejl i forsvaret kostede en udligning fra udeholdet.
BSF viste dog god moral, og fik igen styr på nerverne og spillet. Efter et hjørnespark i det 81. minut flugtede Silke Bonnen bolden flot i mål og BSF var atter på sejrkurs og styrede opgøret. FC Thy-ThistedQ havde ikke bolden meget, men var dog farlige i enkelte forsøg, på et af disse kontraløb fik gæsterne desværre udlignet, stik imod spil og chancer.
Kampen var dog ikke færdig, og moralen var høj for BSF kvinderne. Den nytilkomne amerikaner Christine Creighton, som fik debut i weekendens kamp, løb fra gæsterne efter en lang bold og blev ureglementeret fældet i straffesparksfeltet. Her sparkede topscorer Amalie Thestrup bolden sikkert i nettet og sikrede BSF en sejr og tre vigtige point.
Hermed placerer BSF kvinderne sig på tabellens tredjeplads inden fjorten dages kamppause.