Træningslejren ved at være slut
Torsdag spillede 3F-Liga holdet deres anden og sidste træningskamp under opholdet i Tyrkiet.
Denne gang skulle de møde kvindeholdet fra Ferencváros fra Ungarn som tilbage i 2015 spillede med i kvalifikationen til Champions League og var tæt på at komme med i det afsluttende spil.
BSF kunne stille næsten fuldt hold, da det kun var Caroline Jacobsen der stod over med lidt halsbetændelse. Modstanderen var en del ældre end de unge BSF hold og havde også lidt mere fysik (Højere kampvægt), men vinterens timer i Cross-fit centeret viste sig at være givet godt ud for modstanderen kunne ikke skræmme BSF'eren med fysiken.
Allerede efter 4 min scorede Busra Barut kampens første mål til 1-0 og BSF fulgte godt med i kampen. Efter 44 minutters spil dømte dommeren et meget mærkeligt straffe til Ferencvaros efter protester fra dem for hånd på bolden. De scorede og holdene kunne gå til pausen med 1-1.
Kort inde i 2. halvleg kom Ferencvaros på 1-2 og kampen bølgede frem og tilbage. Efter 61 minutters spil scorede Nicoline Andreasen til 2-2. Denne stilling holdt til 3 minutter før tid hvor Ferencvaros scorede til 2-3 som blev kampens resultat.
Alt i alt en meget god, intens og hård kamp og det var en flok trætte kvinder der begav sig tilbage til hotellet. Nu skal holdet restituere ovenpå en rigtig god træningslejr inden holdet rejser hjem fredag.
På søndag kl. 14.00 spiller holdet træningskamp mod Växjö DFF fra Sverige. Växjö DFF spiller til dagligt i Elitettan i Sverige som er niveauet lige under deres Damallsvenskan. Kampen spilles på kunstgræsbanen ved klubhuset. BSF er ramt af afbud fra U17 landsholdspillerne, som skal til Holland og spille 2 træningslandskampe.