Thomas Maale ser frem mod ny, svær kamp
Tredje spillerunde af 3F Ligaen byder på endnu en svær opgave for BSF, når holdet for første gang i sæsonen drager til Jylland for at spille. Her venter KoldingQ lørdag klokken 13.00 i en kamp, der bliver den tredje på bare syv dage for BSF.
”Skal jeg være helt ærlig, så forventer jeg, at det bliver rigtig svært. Vi har en smal trup, og det har været en hård sæsonstart som har sat sine spor – specielt fordi vi også har et par spillere ude med skader, samt et par stykker, der er tvivlsomme til opgøret,” fortæller cheftræner Thomas Maale.
”Dertil vil jeg sige, at jeg synes Kolding spillede en flot kamp mod Fortuna, hvor de så fysisk stærke ud og også ligner et hold, der kan presse os på standardsituationer. Vi anser derfor Kolding som værende favoritter til opgøret, men efter den gode præstation i tirsdags, kommer vi med tro på egne evner.”
Trods favoritværdigheden til hjemmeholdet, har Thomas Maale naturligvis fortsat en ambition om dels at gøre en god figur mod Kolding rent spillemæssigt, men dels også en ambition om at få noget med hjem over Storebælt.
”Vi skal spille efter samme koncept som mod Brøndby. Vi skal være tålmodige og dygtige på bolden, og når de har den, skal vi stresse dem så meget som muligt. Vi skal bruge alle facetter i vores spil; spille småt centralt, men også spille både bredt og dybt i banen. Lykkes vi med det, så er vi nået langt,” forklarer cheftræneren.
BSF har til opgøret Isabell Nederby og Natasha Shirazi ude af truppen grundet skader. Isabell Nederby sad ligeledes over mod Vejle og Brøndby, mens sidstnævnte fortsat er i behandling efter at være blevet skadet i kampen mod Brøndby.