Menu

Thomas Maale inden premieren: Bliver en tæt kamp

image
18. august 2017 kl. 13:26

Lørdag den 19. august starter 3F Ligaen for BSFs vedkommende, når Vejle Boldklub kommer på besøg i Ballerup Idrætspark. Efter en lang men god opstart, er det et sultent BSF mandskab, der byder vejlegenserne velkommen.

Både BSF og Vejle Boldklub var med i medaljeslutspillet i den foregående sæson. BSF endte som nummer fem, Vejle Boldklub som nummer seks, og i de indbyrdes opgør blev det til en sejr til hvert mandskab. Vejle vandt således kampen i Ballerup, mens BSF vandt det omvendte opgør.

”Jeg regner med at det bliver en tæt kamp, men jeg tror absolut på, at vi kan vinde. Jeg ser os som et bedre fodboldhold end Vejle, men vi skal være skarpe og minimere vores fejl på bolden, for vi kender Vejle og har af bitter erfaring lært, at de er kyniske når de får chancen,” udtaler cheftræner Thomas Maale.

”Vi skal forsøge at etablere et højt pres og derigennem være så meget på bolden som muligt. Vi har i træningskampene været gode til at finde rum til vores offensive spillere, og det bliver afgørende om vi kan forbedre vores afslutningsspil, da vi ikke har været helt skarpe nok foran mål i træningskampene.”

Det bliver en vigtig første uge for BSF, der starter ud med 3 kampe på 7 dage. Lørdag mod Vejle, tirsdag mod Brøndby og lørdag mod KoldingQ. En god start bliver vigtig, hvis ambitionen for efteråret skal indfries.

”I første omgang så er vores klare målsætning, at vi skal slutte blandt de seks bedste hold og derved komme med i medaljeslutspillet. Det er det vi i trænerteamet, men også spillerne iblandt, er meget fokuserede på at opnå her over de 14 kampe i efteråret. Vi har en vigtig første uge, og næste lørdag ved vi meget mere om hvor vi står,” siger Thomas Maale.

Trænerteamet har udtaget 16 spillere til kampen mod Vejle, og af de 16 kan 6 få deres officielle debut for BSF. Det er Amalie Thestrup, Chirine Lamti, Therese Ibsen, Maria Thomsen, Josephine Thayssen og senest ankomne spiller, keeper Amanda Brunholt.

Kampen fløjtes i gang klokken 12.30 i Ballerup Idrætspark.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk