Stærkt Fortuna mandskab på besøg
John Froman, Cheftræner 3F-liga:
"Et smertelig nederlag i den tunge ende var, hvad 3F ligaens tophold tilførte et såret BSF mandskab, da de grønblussede nordjyder gæstede Ballerup idrætspark.
Med et nederlag på hele 10-0 må vi blot erkende, at vi ikke er der, hvor vi skal være, hvis vi skal byde Danmarks bedste mandskab(er) op til dans. Lad det være sagt som så ofte før, undskyldninger er der altid mange af, især ved øretæver af denne dimension, men når det er sagt har vi ikke råd til at mangle nogle af vores mest rutinerede spillere, når truppen er så ung som den nu engang er.
Men vi må forholde os til den trup vi har og hvad vi kan yde i den givne situation og blot fortsætte vores arbejde på træningsbanerne. Med et afbud fra holdet anfører i sidste øjeblik, måtte vi sammensætte en ny duo i midterforsvaret og det giver altid store udfordringer, når man er oppe mod nogle af de bedste angribere i dansk kvindefodbold og med dette blev opgøret sat igang."
1. halvleg
"Fortuna lagde fra første fløjt højt pres på os og vi blev presset overalt på banen. I det 8 minut går det galt, da vi ikke flnder hurtigt nok tilbage i banen og gæsterne bringer sig foran 1-0. Herefter kommer vi ganske godt med, der bliver arbejdet godt og vi får skabt nogle fornuftige forsøg, men som så ofte før, mangler vi skarphed og en smule held, hvilket blev understreget i det 11 minut, da Busra Barut opfanger en bold og pludselig er alene med gæsternes keeper, men desværre for Busra og BSF redder overlæggeren for gæsterne - en scoring her ville have givet god oprejsning, men vi kæmper videre og stor ros til holdet for de kommende 20 minutter, hvor vi skaber flere gode gennembrud, især på højre side, hvor Josefine Krum er i god udvikling, trods vores spillemæssige situation.
I det 29 minut går det så galt, en personlig fejl, manglede handling betyder, at en velspillende Nadia Nadim alt for nemt glider igennem flere af vores spillere og det gør man ikke ustraffet og så står det 2-0.
Så sker det der så ofte sker, for et hold med manglende selvtillid. Vi mangler fokus og blot 1 minut senere er den gal igen og så står den 3-0. I de sidste 10 minutter sætter gæsterne yderlig pres på vores bagerste kæde og da vi i denne periode ligger for langt fra vores organisation mellem midtbanen og forsvaret udbygger Fortuna Hjørring til 5-0 inden pausen og dagsorden for pause-snakken bliver selvfølgelig udskåret i pap."
2. halvleg
"De sidste 45 minutter bliver igen med Fortuna i den toneangivende rolle og målet til 6-0 gør ondt, da bolden meget tydeligt bliver scoret med hånden, men som sagt bliver det anderkendt, hvilket desværre var helt forkert. Men sådan er det engang imellem. Vi får i de efterfølgende 15-20 minutter flere gode aktioner, men rigtige farlige blev vi aldrig.
Fortuna slutter festen af med yderligere flere scoringer og da dommeren fløjter af, må vi blot konstatere et smertelig nederlag på hele 10-0, et resultat der ikke er godt nok. Men med til historien høre, at Fortuna er i en klasse for sig selv og vi har pt. ikke niveau til at byde dette mandskab op til dans, end dog ikke tilbyde dem den modstand man må forvente i 3F ligaen, men det betyder ikke , vi kaster håndklædet og giver op."
Vi ser fremad
"Nej vi arbejder videre, pigerne er skuffet, men som jeg sagde til dem alle efter opgøret. Vi kan alle finde de dårlige elementer, men lad os fokuserer på det der trods nederlaget positivt kan bringes videre mod kommende opgave, nemlig opgøret mod Vejle allerede på lørdag i gryden.
Jeg vil tage de 20 gode minutter med fra første halvleg, men med viden om, at en kamps længde, er mindst 90 minutter og på 70 minutter kan man blive straffet hårdt, hvilket var kendetegnende for dagens opgør. Kampen havde flere gode individuelle indsatser, Emile Brøndum tilbage efter skade, gjorde det godt centralt, indtil kræfterne var brugt op, Naja Bahrenscheer havde en travl dag i buret, men viste i flere tilfælde gode aktioner. Simone Rydahl tilbage på 10er pladsen og også ros til Josefine Krum for flere gode gennembrud på kanten og ikke mindst Cathrine Graversen på en helt ny og uvant plads.
Nu ser vi frem til næste uge, hvor Vejle kommer på besøg, En kamp med stor betydning for, hvorvidt vi kan nå med i slutspillet til foråret."