Stadigvæk ubesejret i Futsal Kvindeserie Øst
Tirsdag aften stod den på Futsal. Modstanderen var Damsø der virkelig lagde godt fra start og bragte sig foran med 2-0 inden vi egentlig var kommet i gang. Det virkede en smule som om vi ikke helt var klar og vores spil virkede langsomt og uden den sædvanlige ide og bevægelse.
Der skulle et straffespark til at bringe os ind i opgøret. Herefter gik det hurtigt med 2 hurtige scoringer fik vi vendt billedet og spillede med overskud og stor bevægelse som har været kendetegnet for holdet de første 9 kampe. Damsø bed godt fra sig og fik også skabt balance til 3-3. Men da dommeren fløjtede til pause havde vi bragt os foran 5-3.
2.halvleg startede som planlagt, men herefter fik kampen en noget anderledes drejning. Det flydende spil blev erstattet af for meget hårdt spil fra begge sider, hvilket medførte hele 5 gule kort og et enkelt af rødt. Vi fik tildelt det ene gule, mens gæsterne tog sig af resten af kortklubben.
Trods drejningen blev vi ikke snydt for flere flotte scoringer - tværtimod. BSF bragte sig foran 8-3 inden gæsterne fik reduceret med en enkelt scoring.
I kampens døende minutter scorede Natasha Shirazi til slutresultat 9-4 og endnu 3 vigtige point blev sat ind på kontoen.
Fredag aften spiller vi vores 10 kamp og dette sker på hjemmebanen i Skovlundehallen. Modstanderen er Farum og med 3 point er vi meget tæt på final 4 og dermed kampe om medaljer.
Men allerede torsdag skal vi en tur til Greve. Dette opgør er det første af 4 træningskampe de kommende 10 dage, hvor holdet tager på træningslejr i Tyrkiet.