Så er vi i gang igen
3F Liga holdet i BSF startede lørdag den 22. juli forberedelserne til den kommende sæson, hvor man atter skal kæmpe for i første omgang hen over efteråret at blive blandt de seks bedste i rækken og derved kvalificere sig til medaljeslutspillet.
Efter en måned, hvor spillerne har skulle følge et fysisk træningsprogram men dog har haft ferie fra fodbolden, så både spillere og trænere frem til at mødes til første træning klokken 10.00 på bane 3, der i øvrigt stod knivskarpt.
Trods at der stadig er enkelte spillere på ferie, var der 18 til træning, som blev varetaget af duoen Thomas Maale og Martin Lundqvist, der er henholdsvis chef og assistenttræner for 3F Liga holdet. Inden da havde sidstnævnte haft en times målmandstræning med de to keepere Naja Bahreenscheer og Christa Jensen.
Træningen blev afsluttet med intervalspil til to mål, hvor pigerne viste, at der heldigvis stadig er mål i støvlerne, selvom de ikke har været meget i brug den seneste måned.
Turneringen starter den 12. august på udebane, men inden da venter et par hårde uger for at blive helt klar til dette. I den kommende uge er der udover træningspassene arrangeret en træningskamp lørdag den 29 mod Brøndby på stadion, "Gryden".
Den 2. august spilles der en kamp mod BSFs U17 drengehold, inden turen i weekenden, lørdag den 5. august, går til Vejle, som agerer sidste modstander inden turneringen går i gang.