Ny spiller i 3F Liga truppen
Louise Bendtsen er startet som ny del af 3F liga holdet i mandags, hvor hun var med til sin første officielle træning. Den 27 årige back kommer oprindeligt fra Århus, hvor hun også har haft sin fodboldmæssige opvækst i det der nu er VSK Aarhus. Hun har spillet ungdomsfodbold i Skovbakken og seniorfodbold i både Vejle Boldklub og senest i VSK.
Selv siger hun om skiftet: ”Jeg blev færdiguddannet civilingeniør i sommers, og er flyttet til København, fordi jeg har fået et job her. Pigerne har været rigtig gode til at tage imod mig, så jeg føler mig godt tilpas på holdet. Stemningen er god til træning. Der stilles krav til hinanden, og samtidig er det tydeligt, at truppen har et godt sammenhold."
"Jeg synes, at truppen er rigtig spændende. Pigerne er teknisk dygtige og spiller hurtig fodbold. Det er et offensivt hold, som gerne vil spille fodbold. Det passer mig rigtig godt, da det er samme mentalitet, som jeg kender fra VSK. Mange af spillerne er unge, men alligevel har de mange kampe i 3f-ligaen. Det er et rigtig solidt fundament."
"Jeg håber, at jeg med min erfaring kan bringe noget mere til holdet. Jeg vil gerne blive ved med at dygtiggøre mig selv, men også holdet. Min ambition er, at jeg, hver gang jeg træner, bliver udfordret, og det kræver både meget af mig selv og af mine medspillere. Desværre kommer jeg fra en lidt længere skadespause, så lige nu er mit fokus at komme helt op i niveau igen. Jeg glæder mig til at spille fodbold på topplan igen.”
Vi byder Bendtsen hjerteligt velkommen i BSF!