Menu

Landsholdsudtaget BSF-keeper: Stolt og overrasket

image
30. august 2017 kl. 16:27

Det er gået stærkt for Amanda Brunholt, siden hun kort inden starten på 3F Ligaen valgte at skifte til BSF og få dage efter blev kastet i ilden mod Vejle Boldklub i premieren i Danmarks højeste række for kvindefodboldspillere.

Tirsdag blev der skrevet et nyt kapitel i historien, da den 22-årige keeper blev ringet op af Søren Randa-Boldt, den danske landstræner, med beskeden om, at hun er udtaget til U23 landsholdet, der samles i næste uge. I øvrigt sammen med BSF-holdkammeraterne Tanya Arngrimsen og Amalie Thestrup.

”Jeg er enormt glad og stolt over at være udtaget. Det er et kæmpe skulderklap,” lød det fra en glad Amanda Brunholt efter udtagelsen. Efter en kort periode i BSF, havde hun ikke forventet at være i spil til U23 landsholdets samling.

”Tanken om at blive udtaget havde faktisk ikke strejfet mig, da jeg kun har spillet 3 kampe i 3F Ligaen og generelt ikke har spillet så meget de seneste par år inden skiftet til BSF. Jeg var derfor meget overrasket da Søren ringede til mig, men det gjorde kun glæden endnu større,” fortalte den unge målmand med et smil.

”Jeg tror, at det har været afgørende at jeg har stået nogle gode kampe på 3F Liga niveau her i opstarten, og har, selvom jeg er ny i BSF, fra dag 1 været i stand til at kommunikere og etablere et godt samarbejde med mit forsvar, selvom vi kun har spillet sammen i meget kort tid.”

Amanda Brunholt er ambitiøs i forhold til landsholdssamlingen og er opsat på at vise sig fra sin bedste side foran stab og spillere på og omkring landsholdet.

”Jeg har en forventning om, at jeg viser hvad jeg kan. Det er mit mål – at komme og være klar, men også rolig og uden at være for nervøs. Jeg har ikke før været med på U23 landsholdet, så jeg ser frem til oplevelsen, som jeg er sikker på også vil udvikle mig og give mig endnu mere blod på tanden.”

Kampen mod Finland spilles den 10. september på stadion i Ballerup Idrætspark. BSF er næstbedst repræsenteret - kun Fortuna Hjørring har flere spillere med på U23 landsholdet.

Inden landsholdssamlingen, skal Amanda Brunholt, Tanya Arngrimsen, Amalie Thestrup – og de øvrige BSF piger – dog spille en vigtig kamp lørdag mod Varde i 3F Ligaen.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk