Klar til opgøret mod Brøndby IF
Lørdag tager BSF mod rivalerne fra Brøndby IF. Opgøret er en af 3.kampe i 3.spillerunde i slutspillet og modsat BSF kommer gæsterne med sejr i deres 2 første opgør.
Trods favoritværdigheden ligger hos gæsterne, vil vi gå ind til dagens opgave som alle øvrige kampe med en offensiv indgangsvinkel til spillet - nogen vil måske mene det er naivt, men vi har taget den beslutning, at forårets slutspil skal bruges til, at forberede den enkelte spiller og holdets forsatte udvikling med henblik på de kommende år.
I holdenes første opgør d.11.marts leverede BSF en godkendt indsats og i kampens indledende fase, leverede vi ganske enkelt en overraskelse med 2 hurtige scoringer inden gæsterne tog ordentlig fat og fik vendt kampens udvikling.
Vi spillede 2 kampe i Påsken. Langfredag var Fortuna Hjørring på besøg og Påskemandag var vi en tur i Århus, hvor Skovbakken stod som modstander. Kampene viste meget tydeligt, at vores spil har udviklet sig og vi er blevet væsentlig bedre til at holde fast i bolden i længere perioder og på den måde få skabt mere ro i vores spil.
Nu står vi så over for rækkens tophold og det betyder også, at vi efter mødet med Brøndby IF har mødt de pt. 3 bedst placerede hold i 3F-ligaen. Vi har til opgøret igen mulighed for at benytte Josefine Krum, der har siddet udenfor de seneste 2 kampe efter en udvisning i sidste opgør mod Brøndby.
Vi håber mange vil møde op i Ballerup idrætspark "gryden" på lørdag d.22.april. Opgøret fløjtes i gang kl.13.00.
Vel mødt og kom og støt BSF i dagens lokalopgør.