Menu

Gode takter i træningskamp

image
12. august 2017 kl. 00:31

3F Liga holdet i BSF havde fredag aften næstsidste træningskamp inden holdet i næste weekend starter turneringen. Modstanderen var klubbens eget U17 drenge hold, som gav 3F Liga holdet kamp til stregen i en jævnbyrdig og fint spillet kamp.

Tidligt i opgøret kom BSF pigerne foran på et mål af nytilkomne Therese Ibsen, der headede bolden ind på et hjørnespark. Senere kom også Dajan Hashemi på måltavlen med et knastørt hug i fjerneste hjørne fra en position i venstre side af straffesparksfeltet.

Drengene fik dog vendt kampen i 2. halvleg, hvor BSFs keeper Christa Jensen desværre også måtte udgå med en skade. Det betød at midterforsvaren Silke Bonnen måtte en tur på mål. Hun kunne ikke gøre noget ved det afsluttende mål til slutresultatet 4-2, som blev sparket ind på flot, flot vis.

”Jeg er meget tilfreds med pigernes indsats og præstation i dagens kamp, hvor det taktiske oplæg i store dele blev fulgt og hvor vi kunne se noget af det, som vi har trænet på banen i løbet af de seneste uger. Inden opgøret var vi lidt spændte på hvor vi stod, men det var meget opløftende og positivt at se den måde, vi greb kampen an på,” fortæller cheftræner Thomas Maale.

"I særdeleshed vores spil og omgang med bolden lykkedes vi rigtig godt med, ligesom at pigerne også var enormt bevægelige og på den baggrund gav modstanderen udfordringer. Det var en streg i regningen og enormt uheldigt at Christa blev skadet og måtte udgå, men derudover er der mange gode ting fra kampen vi kan tage med os videre,” tilføjer Maale.

I den kommende uge venter der 3F Liga holdet tre træningspas og en træningskamp tirsdag aften, inden sæsonen starter lørdag på hjemmebane mod Vejle.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk