God træningskamp med mange positive momenter
Lørdag formiddag (2.8.15.) spillede 3F ligaen deres anden træningskamp og denne gang hed modstanderen Greve, der ligesom tirsdagens modstander spiller i 1.division.
Dagens træningskamp skulle gerne give os en følelse af, at vi bevæger os fremad ikke mindst på den konditionelle del og samtidig var der lagt vægt på, at minimere de tekniske fejl især på den centrale del af banen. Dagens modstandere spillede ligesom vi selv træningskamp i tirsdag, her var modstanderen dog Brøndby. Holdet havde vist godt spil og kom til dagens opgør med stor optimisme, hvilket blot gav os en endnu bedre træningsmodstander.
Vi kom godt fra start og vores organisation stod godt overalt på banen. Der var stor bevægelse og det må have været en fornøjelse, at være boldholder især i de første 30 minutter. Holdet viste gode takter og alt i alt kan vi være godt tilfreds med denne periode. Camilla Andersen bringer BSF på 1-0 efter blot 12 minutters spil, direkte på frispark. Herefter er det Natasha Schirazi, der fordobler scoringen til 2-0 i det 17 minut. I den anden ende spillede vi med overblik og autoritet, hvilket betød, at Greve aldrig kom frem til en egentlig chance gennem hele kampen.
Vi brugte første pause til at foretage hele 6 udskiftninger, hvilket selvfølgelig tager lidt af det momentom holdet havde opbygget i de første 30 minutter. Flere spillere fik vist sig godt frem, hvilket selvfølgelig er en vigtig del af en træningskamp. Efter 41 minutter bringer Josefine Krum os på 3-0 på et flot mål og resten af halvlegen blev brugt til at justere især opspil og afslutningerne. En godkendt halvleg med mange gode individuelle præstationer.
De sidste 30 minutter blev set ud fra det rent spilmæssige ganske fint, modsat tirsdagens træningskamp. Vi skabte flere gode chancer og burde nok også have scoret et par mål mere, men vi må i dag glæde os over, at vi fik spillet os frem til disse - og så må målene komme i turneringen. I det 87 minut slutter Cecilie Pedersen kampen af med en scoring til 4-0 og sætter dermed et fornuftigt punktum på holdets kamp i dag. Ugen har været hård, der er blevet arbejdet godt og hårdt og med 2 træningskampe i benene er vi på vej mod sæsonstarten.
"Det er altid svært at nå dertil, hvor enhver træner ønsker sig til første turneringskamp og sådan har jeg det egentlig også" siger John Froman og fortsætter "men jeg syntes vi er på rette vej, pigerne har arbejdet efter foreskrifterne og nu har vi 4 træningspas til, at gøre os klar til sæsonstart næste lørdag".