Glad BSF-anfører: Endelig kom målene
Lørdag hentede BSF sæsonens første store sejr, da Vejle Boldklub blev besejret i VB Parken med 5-1 af de sjællandske gæster. Sejren blev i særdeleshed grundlagt i 1. halvleg, hvor BSF scorede 3 mål indenfor 15 minutter.
BSF holder sig dermed inde i kampen om bronzemedaljen, hvor Thomas Maales tropper strøg forbi VSK Aarhus og kom á point med KoldingQ. De to konkurrenter i kampen om tredjepladsen tabte i weekenden til henholdsvis Brøndby IF og Fortuna Hjørring.
”Vi spillede en god kamp, hvor vi i store træk gjorde det, som vi havde aftalt på forhånd. Vi spillede med tålmodighed, var gode til at vende spillet, og fik på den måde åbnet deres kompakte defensiv,” forklarede BSFs anfører Michelle Madsen efter kampen og udtrykte glæde over de mange mål.
”Vi har egentlig skabt chancer nok i de fleste kampe, men vi har været for dårlige til at omsætte dem til scoringer, og derfor var det ekstra dejligt, at målene endelig kom. Især i 1. halvleg var vi skarpere og mere effektive foran mål end i de foregående kampe. Det har vi arbejdet hårdt på at forbedre, og forhåbentlig giver dette os en masse selvtillid på den konto.”
På lørdag, den 4. november, venter en gyser for både KoldingQ og BSF, når de to klubber mødes i Ballerup. Begge hold har lige mange point på tredjepladsen, som KoldingQ dog pt., sidder på, efter at have vundet det første indbyrdes opgør.
”Det er en vigtig kamp, og vi skal meget gerne ud og have point, således vi fortsat holder os helt tæt på Kolding. Det er et godt hold vi skal op imod, men vi tror på os selv og at vores kvaliteter kan gøre ondt på Kolding, hvis vi spiller op til vores bedste,” afsluttede Michelle Madsen.
BSF-anføreren må efter alt at dømme selv se kampen fra bænken, idet hun udgik med en skade mod Vejle. Midtbaneslideren skal til tjek i næste uge for at blive klogere på skadens omfang.