"Familien kommer på besøg"
Når man som jeg samles til familie-sammenkomster, glæder man sig altid til at tage imod og nyde hinandens selskab. Man kunne godt få lidt den samme fornemmelse når 3F-Liga kollegaerne fra Brøndby kommer på besøg i Ballerup. Utrolig mange af de spillere vi hilser velkommen i lørdagens pokalkamp i Top Dk-hallen har gennem årene trådt deres barndomsstøvler i BSF, hvilket selvfølgelig gør opgørene mod Brøndby til noget specielt.
Dagens kamp er den ene af 4 kvartfinaler der afvikles i denne weekend. Kampen falder ikke helt hensigtsmæssigt i forhold til de 13 spillere, der fra begge trupperne den seneste 1½ uge har været af sted med enten A-landsholdet eller U19 landsholdet. Den træthed der må være hos spillerne er med sikkerhed skubbet i baggrunden, når opgøret fløjtes i gang. Lad det være sagt med det samme, netop disse kampe giver os utrolig meget lærdom. Brøndby har i efteråret vist flot fodboldspil og ikke uventet vandt holdet også grundspillet i efteråret.
I vinterpausen har gæsterne hentet flere forstærkninger og fået en enkelt spiller tilbage i truppen efter længere skadesforløb. Så der er ikke tvivl om, at med den bredde gæsterne kan præsentere er holdet også storfavorit i opgøret i dag.
Vores egne helte har arbejdet hårdt og i vores træningskampe har vi haft stor fokus på områder vi håber kan ses i forårets slutspil. I vores træningskampe har vi løftet vores spil og mest positivt har forbedringen været mod de boldbesiddende hold. Vi har gjort op med nogle begreber omkring, hvorledes vi gerne vil afvikle kampene og i et forår, har vi mulighed for at arbejde med tingene i kampene, da slutspillet ikke giver nogen form for nedrykning til sommer.
Der vil blive mulighed for debut til et par spillere i BSF trøjen lørdag, så kom og støt holdet i en kamp, hvor vi skal vise, hvor langt vi er kommet i processen.
God kamp.
Simon Knudstrup snakker med cheftræner John Froman om pokalkampen mod Brøndby IF