Cecilia Pedersen skifter til BSF
Trods at sæsonen er gået i gang, er det lykkedes BSF at forstærke 3F Liga truppen yderligere, idet Cecilia Pedersen vender hjem til BSF.
Tidligere har Cecilia Pedersen optrådt for BSF, idet hun for omkring 3 år siden var en del af 3F Liga truppen. Herefter er det blevet til et ophold i USA samt efterfølgende bekendtskab med Damallsvenskan for LB07, hvorfra hun skifter til BSF.
”Jeg føler, at jeg er kommet hjem igen,” siger Cecilia Pedersen om skiftet. ”Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang, og jeg ser meget frem til at få den røde BSF-trøje på igen og atter gå ind til kamp på stadion i Ballerup,” tilføjer hun.
”Jeg har brug for at fodboldkarrieren igen kan hænge sammen med studie og arbejde, og efter et år som kontraktspiller i Sverige må jeg konstatere, at det har været en svær kombination for mig. Jeg har derfor taget valget om at komme hjem, og jeg ser frem til nye udfordringer og forhåbentlig en masse spilletid.”
21-årige Cecilia Pedersen har trænet med i en uges tid og starter med omgående virkning i truppen. Hun er således med, når holdet i næste uge spiller træningskamp.
”Jeg har fået en meget varm modtagelse af både pigerne i truppen og af trænerstaben, hvilket har været rigtig dejligt. Miljøet i en klub betyder meget for mig, og efter et ophold i en klub hvor det ikke var højt prioriteret, er det dejligt at komme et sted hen, hvor man kan mærke, at det er vigtigt for både spillere og stab med et godt klubmiljø.”
Den nye BSF-spiller kan få officiel debut efter sin hjemkomst, når Fortuna Hjørring kommer på besøg i Ballerup Idrætspark den 23. september.