BSF-anfører forudser svært lokalopgør
Tirsdagens opgør i 3F Ligaen mellem Brøndby IF og BSF er med de forsvarende danske mestre som store favoritter, men med et BSF mandskab, der atter vil kæmpe for at drille de blå/gule, som traditionelt har haft et kraftigt overtag i de to klubbers indbyrdes opgør.
Anfører i BSF, Michelle Madsen, lægger da heller ikke skjul på at favoritværdigheden er hos hjemmeholdet, men ser alligevel muligheder for at få noget ud af lokalopgøret.
”Der er ingen tvivl om at Brøndby er favoritter, og de fleste forventer formentlig, at de går ud og henter 3 point, men vi kan kun overraske positivt, og det har vi det egentlig ganske fint med. Vi har i truppen en tro på at vi kan levere den overraskelse, og det vil vi gøre alt for kommer til at ske.”
”Kampe mod Brøndby er altid svære, og det forventer vi også at denne kamp bliver, men vi glæder os. Brøndby bliver formentlig boldbesiddende, men de har mange spillere som stadigvæk er nye og skal spilles ind, så selvom de kom godt fra start i weekenden, ser vi nogle muligheder.”
Skal missionen lykkedes, er såvel Michelle Madsen som cheftræner Thomas Maale bevidste om, at holdet skal ramme ”en af de dage” og være skarpe i begge ender af banen.
”Jeg synes at vi offensivt har set stærke ud, og specielt 1. halvleg mod Vejle var opløftende. Vi har dog været for ineffektive foran mål, og det er noget vi skal forbedre, ligesom vi skal sørge for defensivt at være koncentrerede hele vejen igennem og have en solid organisation,” fortæller BSF-anføreren.
Både Brøndby IF og BSF står noteret for 3 point for én kamp inden det indbyrdes opgør tirsdag klokken 18.30 i Brøndby.