Menu

3 dejlige point mod Odense

image
02. oktober 2017 kl. 12:32

Der ventede en vigtig kamp for BSF i den fynske hovedstad søndag, hvor Odense Q var klar til at byde op til dans. Med en sejr ville BSF skabe stor afstand til bunden og samtidig hægte sig på i medaljekampen, mens et nederlag ville betyde det modsatte.

Efter en jævnbyrdig start med chancer til begge sider, var det BSF der kom foran midt i første halvleg, da Amalie Thestrup fulgte op på et langskud, der tog stolpen. Hun hamrede den sikkert ind i nettet, og således blev Thestrup endnu engang målscore for BSF. Hun har nu scoret 4 mål i sæsonen.

Stillingen var også 1-0 til de i dagens anledning sortklædte gæster fra Ballerup-Skovlunde, da dommeren fløjtede til pause. Her blev der fra BSFs side snakket om, at det var vigtigt at få scoret yderligere og dermed lukke kampen.

Efter pausen var det med BSF i mere dominans, og der var flere muligheder for at lukke kampen, hvilket dog ikke lykkedes takket være en stolpe der igen og igen tog fra, samt manglende skarphed i andre situationer.

Det betød, at Odense Q i de sidste 10 minutter kunne satse offensivt og specielt på deres fysisk stærke spillere. Det skabte en del standardsituationer, som gjorde det lige spændende nok, men et hårdt kæmpende BSF hold afværgede igen og igen disse.

Et minut før tid kom forløsningen endelig, da Simone Rydahl efter en dribletur fra Natasha Shirazi, tog bolden forbi en Odense-spiller og lagde bolden sikkert ind. 2-0, hvilket også blev slutresultatet, og 3 vigtige point for BSF.

BSF er nummer 5 i 3F Ligaen, ét point fra nummer 3 og á point med nummer 4. På lørdag, den 7/10, venter netop holdet på tredjepladsen, VSK Aarhus, på stadion i Ballerup Idrætspark. Vi håber at se mange på stadion, hvor man vil kunne se pigerne i lyserødt, idet der afholdes lyserød lørdag.

Al overskud vil gå til Kræftens Bekæmpelse i denne anledning. Der vil bl.a. være lotteri med over 100 præmier på spil fra det lokale erhvervsliv.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk