Status på de NYE kunstbaner
Vi har desværre til vor store skuffelse modtaget information fra kommunen om endnu en forsinkelse af indvielsen af de to nye kunstbaner (Måløv og nyt tæppe i TopDK Hallen). Læs skrivelsen herunder.
Det betyder desværre i praksis, at vi må leve lidt længere med enormt pres på den ene bane, der er til rådighed. Samt stor sandsynlighed for aflysning af planlagte arrangementer primo december. Der skal lyde en stor tak til Jer alle, der er med til at finde kreative løsninger og deler banen pænt mellem jer. Forleden blev der talt 9 drengehold (U14, U15 og U17), der trænede samtidig på banen. Det er selvfølgelig langt fra optimalt, så lad os håbe på en hurtig løsning, da banerne trods alt har været planlagt i snart halvandet år.
Besked fra kommunen:
Til fodboldklubberne
Jeg skal hermed give jer en opdatering på fremdriften i projektet.
Anlæggelsen af banen i Måløv er udfordret af det voldsomme nedbør, og det kan blive yderligere kompliceret, hvis der kommer sne, som DMI truer med. Det må derfor forventes, at færdiggørelsen bliver forsinket i op til en uge.
Mht. banen i Topdanmark Hallen, så er der desværre opstået nogle udfordringer, der blev opdaget ved fjernelse af den gamle banebelægning.
Ved fjernelse af kunstgræsset fra den gamle bane har mange tons sand fundet vej til shockpadden (den der skaber stødabsorberingen). Under den efterfølgende fjernelse af sandet er det konstateret, at shock padden er porøs. Der skal derfor i weekenden foretages en test for at sikre, at banen efterfølgende kan leve op til den FIFA** kvalitet, den skal have. Testen afgør hvilken løsning på problemet, der bliver valgt.
Færdiggørelsen af denne bane må derfor også forventes forsinket.
Vi vil vende tilbage i den kommende uge med en statusopdatering.