Menu

Referatet fra ordinær generalforsamling 2015

Bestyrelsen
07. oktober 2015 kl. 13:19
Tirsdag den 29. september 2015 afholdte foreningen sin ordinære generalforsamling i klubhuset på Marbækvej 12, 2750 Ballerup.

Formanden, René Andersen, for Ballerup-Skovlunde Fodbold bød velkommen, og herefter gik generalforsamlingen videre til nedenstående dagsorden:

1) Valg af dirigent

2) Valg af referent og 2 stemmetællere

3) Bestyrelsens beretning til godkendelse

4) Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse

5) Indkomne forslag

6) Godkendelse af budget for det kommende år, herunder fastsættelse af kontingent

7) Valg af bestyrelsesmedlemmer

- Valg af kasserer

- Valg af bestyrelsesmedlemmer for 1 år

8) Valg af 1 revisor

9) Eventuelt

 

Som dirigent blev Ole Hupfeld valgt. Han takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet via både klubbens hjemmeside og et opslag i klubhuset.

Simon Knudstrup blev valgt som referent. Jørgen Tidemand og Dorthe Thomsen blev valgt som stemmetællere.

 

Bestyrelsens beretning til godkendelse

Formand René Andersen havde på vegne af bestyrelsen lagt beretningen på klubbens hjemmeside den 28. september 2015. Formanden aflagde beretning fra perioden 01-07-2014 til 30-06-2015. Hele beretningen kan fortsat læses på klubbens hjemmeside via følgende link: bsfodbold.dk/klubnyt/ordinaer-generalforsamling-2015/

Der blev stillet et spørgsmål til beretningen. Spørgsmålet lød på, hvad status er på Topdanmark Hallen. Formanden forklarede, at processen er i gang, men at tidsplanen er rykket adskillige gange. Ungdomsformand Thomas Bo Rhymer informerede om den udfordring klubben står overfor, indtil Topdanmark Hallen er klar til brug. Ligeledes informerede Thomas Bo Rhymer om prioritering af kunstgræsbanerne mellem klubberne i kommunen. Thomas Bo Rhymer afventer afklaring fra kommunen, inden der kan laves en plan for kunstgræsbanen for vinteren 2015.

Beretningen blev vedtaget.

 

Regnskab

Formanden fremlagde og gennemgik regnskab for det forløbne regnskabsår. Regnskabet viste et overskud på 107.400,00,-.

Der blev stillet spørgsmål til regnskabet. Spørgsmålene handlede om følgende:

1) Hvorvidt det økonomisk giver mening at tage entrépenge til kampene på stadion i Ballerup Idrætspark, og om det kan svare sig at bruge ressourcer på det.

- Formanden forklarede, at bestyrelsen har kigget på tallene for entré, og at de viser, at det økonomisk giver mening at tage entrépenge til kampene. Han takkede samtidig de frivillige, der står i indgangen og gør et flot stykke arbejde til kampene.

2) Underskuddet på indkøb af øl/vand m.m. på stadion.

- Formanden forklarede hvordan underskuddet hang sammen og tilføjede, at proceduren for det kommende regnskabsår vil blive lavet om, så det er nemmere at holde styr på.

3) Om salget af JOMA tøj har givet overskud – og hvor meget.

- Næstformand Kasper Sandris bekræftede, at det har givet overskud, og oplyste desuden beløbet på salg af JOMA tøj.

4) Hvad status er på klubbens egenkapital

- Kasper Sandris fremviste klubbens regnskab, herunder klubbens egenkapital.

 

Formanden forklarede herefter, at bestyrelsen vil undersøge, om der fremover i budgettet kan sættes penge af til en ”rejsefond”, hvor afdelinger/hold kan ansøge om økonomisk støtte til at komme på ture. Afdelingerne/holdene skal dog fortsat selv stå for den primære finansiering af ture.

 

Regnskabet blev herefter godkendt.

 

Indkomne forslag

Der var ingen forslag til bestyrelsen. Bestyrelsen havde heller ingen forslag.

 

Godkendelse af budget for det kommende år, herunder fastsættelse af kontingent

Formanden forklarede, at budgettet for det kommende år, 2015-2016, ser væsentlig anderledes ud, da selskabet BSF Kvinde Elite er slået sammen med hovedklubben. Som følge af sammenlægningen er både udgifter og indtægter markant større. Formanden forklarede og gennemgik herefter budgettet. Der budgetteres alt i alt med et overskud på 111.000,00 kroner.

 

Budgettet for 2015/2016 blev godkendt.

 

Bestyrelsen varsler kontingentstigning pr. 1. januar 2016. Formanden forklarede om baggrunden for dette, som blandt andet er stigende udgifter i form af turneringsgebyr, påsætning af dommere m.m., samt implementeringen af U-centeret, som er en satsning, der skal komme alle til gode i klubben uanset alder og niveau.

Formanden forklarede, at bestyrelsen har undersøgt hvad kontingenterne er i de nærliggende klubber, og at BSFs kommende kontingentsatser vil have en fin balance i forhold til de nærliggende klubber.

Bestyrelsen foreslog, at kontingent pr. 1. januar 2016 vil være således:

Tumlinge = 250 kroner

3 mands = 600 kroner

5 mands = 700 kroner

8 mands = 900 kroner

11 mands = 1000 kroner

Senior = 1200 kroner

Oldboys/oldgirls = 650 kroner

Passive = 150 kroner

Der blev stemt for ændringerne af kontingent, og dermed er fastsættelsen af kontingent pr. 1. januar 2016 som ovenstående. En enkelt valgte hverken at stemme for eller imod.

 

Valg af bestyrelsesmedlemmer, kasserer samt revisor

Pia Ladewig ønskede at trække sig fra bestyrelsen. Da hun var fungerende kasserer foreslog bestyrelsen Kasper Sandris som kasserer for 2 år. Kasper Sandris blev valgt som kasserer uden modkandidater.

Der skulle vælges medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen foreslog genvalg til Dennis Luplau, Thomas Lyllof, Peter Hasenberg og Thomas Bo Rhymer. Samtlige fire blev genvalgt. Bestyrelsen foreslog desuden Johnny Jensen og Flemming Hansen som nye medlemmer i bestyrelsen. Johnny Jensen og Flemming Hansen blev begge valgt ind i bestyrelsen uden modkandidater.

Bestyrelsen foreslog genvalg til Benny Klitbo, Multi Revision, som revisor. Benny Klitbo blev genvalgt uden modkandidater.

 

Eventuelt

Formanden tog ordet under eventuelt og startede med at præsentere de to nye bestyrelsesmedlemmer, Johnny Jensen og Flemming Hansen. Formanden informerede om fremtiden for BSF Cafeen, som vil blive holdt åben indtil en forpagter er blevet fundet. Processen med at finde en ny forpagter er igangsat af kommunen.

Der blev spurgt ind til, hvordan spillerne og forældrene konkret vil mærke U-centret i dagligdagen.

Formanden og ungdomsformand Thomas Bo Rhymer forklarede, hvordan U-centret vil komme til at fungere. Herefter var der en god dialog om U-centret og hvilke positive ting, som det fører med sig.

Formand René Andersen og dirigent Ole Hupfeld takkede af for generalforsamlingen 2015.

 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk