Menu

Referat fra ordinær generalforsamling 2016

28. september 2016 kl. 21:44

Referat af ordinær generalforsamling i BSF den 27. september 2016 afholdt i klubhuset på Marbækvej 12, 2750 Ballerup

Formand René Andersen bød velkommen til generalforsamlingen og beklagede forsinkelsen grundet det store antal fremmødte. Han gennemgik kort dagsordenen som herefter startede med punkt 1.

  • Valg af dirigent
    - Ole Hupfeld blev foreslået og valgt som dirigent. Han modtog klapsalve fra de fremmødte og overtog herefter ordet.

  • Valg af referent og 2 stemmetællere
    - Simon Knudstrup blev foreslået og valgt som referent. Gert Sørensen og Dorthe Thomsen blev foreslået og valgt som de 2 stemmetællere. Der var 208 stemmeberettigede ved generalforsamlingen i form af såvel fremmødte som afgivne fuldmagter.

  • Formandens beretning til godkendelse
    - Formand René Andersen indledte med at fortælle, at beretningen inden generalforsamlingen var lagt på foreningens hjemmeside, www.bsfodbold.dk, hvor den fortsat kan læses i dens fulde længde. Formanden kom ind på blandt andet BSF Cafeen, kunstbanefordeling, samarbejde med Ballerup Kommune, handicapfodbold samt BSF Talentcenter/Barcelona Training Academy.

    Herefter blev der stillet spørgsmål:

    - Der blev spurgt ind til BSFs mønsterklubanalyse og hvad resultatet af den blev. René Andersen forklarede, at det er sat på standby indtil efter generalforsamlingen og at der derfor ikke er et resultat af analysen endnu.

    Formandens beretning blev enstemmigt godkendt af de stemmeberettigede.

  • Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse
    - Kasper Sandris gennemgik regnskabet for 2015/2016. Han indledte med at fortælle, at kvindeafdelingen indgår i det samlede budget for første gang i adskillige år og at der derfor var større udsving end normalt ved udvalgte poster. Herefter gennemgik Kasper Sandris nogle af de poster med de største udsving. Det samlede årsregnskab viste et overskud på 13.362,41,- mod en budgettering på et overskud på 117.518,13,-. Kasper Sandris forklarede at bestyrelsen var tilfredse med dette.

    Herefter blev der stillet spørgsmål. Der blev spurgt til blandt andet:

    - Måden at lave regnskabet på, hvor det blev kritiseret at det ikke fremgik hvordan bestyrelsen kom frem til de tal der stod under hver post. Kasper Sandris svarede på dette og dirigenten stoppede herefter denne diskussion.

    - Der blev spurgt ind til hvordan spillertøj til BSF Talentcenter/Barcelona Training Academy var finansieret. Det blev forklaret at bestyrelsen tog den beslutning at betale tøjet til Barcelona Training Academy for at de kunne stille op i BSF spillersæt til kampe. Aftalen er at, at udlægget skal refunderes til BSF, når BTA har fundet en sponsor til de indkøbte spillersæt.

    - Der blev spurgt ind til budgettet for løn og om der er en grænse for hvor mange penge der ska bruges på dette. René Andersen forklarede at der er visse krav ved at have eksempelvis 3F Liga hold og U18 DM hold i forhold til trænere og trænerlønninger, og at bestyrelsen har valgt at prioritere at have disse hold og dermed højere lønudgifter.

    Der blev herefter stemt om regnskabet til godkendelse. 201 stemte for, 7 stemte imod.

  • Indkomne forslag
    - Der var kommet to forslag til en vedtægtsændring
    Forslag 1: Forslag til ændring af tekst i §6, stk. 4 til følgende: ”Indkommende forslag skal ske skriftligt til bestyrelsen og skal senest være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen. Den endelige dagsorden inklusiv indkommende forslag ophænges i klubben, samt offentliggøres på klubbens hjemmeside senest 1 uge før generalforsamlingen.”

    Dette blev der kort debatteret om og stillet spørgsmål til, hvilket endte ud i et ændringsforslag. Således blev forslaget ændret til følgende: ”Indkommende forslag skal ske skriftligt til bestyrelsen og skal senest være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen. Den endelige dagsorden inklusiv indkommende forslag skal være tilgængelig for klubbens medlemmer senest en uge før generalforsamlingen.”

    Forslag 2: Forslag til ændring af tekst i §5 til følgende: ”Regnskabet afsluttes hvert år pr. 30. juni. Det reviderede regnskab gøres tilgængeligt for klubbens medlemmer senest 1 uge før generalforsamlingen. Kontante midler, der ikke er nødvendige i foreningens daglige drift skal indsættes i bank lydende på foreningens navn. Over denne konto disponerer kassereren. For foreningens forpligtelser og gæld hæftes kun med foreningens formue.”

    Ændringsforslagene blev vedtaget med overvejende majoritet. 198 stemte for forslaget, 10 stemte hverken for eller imod, mens 0 stemte imod.



  • Godkendelse af budget for det kommende år, herunder fastsættelse af kontingent
    - Forslagsændring til fastsættelse af kontingent: Bestyrelsen foreslog at seniorkontingentet blev ændret, så det fremover på både herre og kvindesiden i BSF fremover er på 650,- i kontingent per halvår. De øvrige kontingentsatser forbliver de samme. Dette blev vedtaget.

    Kasper Sandris fremlagde og gennemgik herefter forslaget til budgettet for det kommende år.

    Der blev åbnet for spørgsmål – der blev blandt andet stillet spørgsmål til:

    - Hvorvidt Barcelona Training Academy selv betaler for tøjvask, eller om BSF betaler for dette. Kasper Sandris forklarede at Barcelona Training Academy selv dækker disse omkostninger.

    - Hvorfor der er budgetteret med væsentligt flere sponsorindtægter end man fik i det forgangne regnskabsår. Kasper Sandris forklarede at denne difference primært skyldes en forventning om at kvindeafdelingen og kvindeafdelingens kommercielle leder skaffer flere sponsorindtægter.

    Der blev herefter stemt om godkendelse af budgettet for det kommende år samt de foreslåede kontingentsatser.

    Budgettet og kontingentet blev godkendt med 201 stemmer for. 7 stemte hverken for eller imod.

  • Valg af bestyrelsesmedlemmer
    - Valg af formand for 2 år
    Rene Andersen ønsker ikke genvalg
    Simon Knudstrup opstillede som formand og blev valgt som formand for 2 år uden modkandidater.

  • Valg af kasserer for 1 år
     Kasper Sandris trækker sig
    Bo Hillmann opstillede som kasserer og blev valgt som kasserer for 1 år uden modkandidater.

 

  • Valg af minimum bestyrelsesmedlemmer, for 1 år

  • Dennis Luplau ønsker ikke genvalg
    - Bestyrelsen foreslog Sophie Andersen, som blev valgt ind i bestyrelsen.

  • Peter Hasenberg ønsker ikke genvalg

  • Thomas Bo Rhymer ønsker ikke genvalg

  • Thomas Lylloff ønsker genvalg
    - Thomas Lylloff blev genvalgt.

  • Flemming Hansen ønsker genvalg
    - Flemming Hansen blev genvalgt.

  • Johnny Jensen ønsker genvalg
    - Johnny Jensen blev genvalgt.

    Kenn Hillmann og Jesper Hirtsgaard Walbum stillede op til bestyrelsen og blev valgt ind.

    Generalforsamlingen valgte dermed følgende til bestyrelsen: Simon Knudstrup (formand), Bo Hillmann (kasserer), Flemming Hansen, Thomas Lylloff, Sophie Andersen, Johnny Jensen, Kenn Hillmann og Jesper Hirtsgaard Walbum.

    • Valg af 1 revisor
      - Bestyrelsen foreslog genvalg af Benny Klitbo. Han blev valgt uden modkandidater.

    • Eventuelt
      - Afgående formand René Andersen tog ordet og lykønskede den nye bestyrelse og forklarede, at den afgående bestyrelse fortsat vil støtte op og bidrage til den bedst mulige overdragelse.

      - Der blev spurgt ind til bestyrelsens tanker omkring Barcelona Training Academy. Den nye formand Simon Knudstrup redegjorde for at bestyrelsen skal have lov og tid til at mødes og kigge på det fremtidige samarbejde mellem BSF og Barcelona Training Academy, men at formandens personlige holdning til samarbejdet er kritisk.

      Generalforsamlingen sluttede kort herefter.

 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk