Menu

Og vinderne er...

image
Tekst: Bestyrelsen. Foto: Morten Skovboe
30. november 2017 kl. 21:33

Vinderne af årets priser blev fundet til årets træner/leder fest.

 

Årets træner

RASMUS CHRISTIANSEN - Træner for U7 drenge

Rasmus er træner hos vores U7 drenge og er en yderst vellidt træner og person, som favner alle drenge på alle niveauer.

Hans væsen er roligt med en meget seriøs tilgang til udvikling af hans spillere.

Årgangen er meget talentfuld og i gode hænder.

Rasmus har været med fra starten og i længere perioder stået helt alene med mange kasketter såvel træner som årgangskoordinator og udvist et kæmpe engagement i en stor årgang.

Rasmus blev derfor fortjent tildelt prisen som årets træner i BSF.

 

Årets Ildsjæl

HENRIK JENSEN

Henrik stiller altid op for klubben.

En klubmand såvel internt som eksternt.

Henrik er yderst loyal og opbakkende i sin tilgang til BSF og er en af de stille kæmpere, som en klub som BSF ikke vil undvære.

Henrik har taget hånd om administrationen af ”De fire årstider” og har derudover sit daglige virke på vores U15 drenge årgang, hvor han er en samlende figur.

Mangler der hjælp til stort eller småt, så er Henrik altid klar og modtager en helt igennem fortjent prisen som årets ildsjæl for sit arbejde for BSF.

 

Årets BSF'er

JOHNNY JENSEN OG JOHN FROMAN

Prisen som årets BSF’er gik i år til to personer, der igennem mange år har viet deres liv til Skovlunde IF og BSF, og som er en stor del af årsagen til, at BSF i dag står, hvor klubben står. To personer, der efter mange års hårdt og trofast arbejde, fortjener at få den største anerkendelse.

Personerne har været med i mange af de år, hvor det har været allersværest, og hvor opbakningen, anerkendelsen og synet på lige præcis det de elsker og kæmper for, ikke altid har været positiv og motiverende.

Ikke desto mindre, så er de fortsat med at kæmpe for deres hjertebarn, kvindefodbold, og har med ukueligt gåpåmod og enorm stædighed arbejdet for at holde hjulende kørende og skubbe til de fordomme og de syn, der var på kvindefodbolden.

De to personer er Johnny Jensen og John Froman.

Johnny har, med sit hjerte for og enorme indsats i BSF, sørget for, at klubben i de sidste rigtig mange år har haft kvindefodbold – og kvindefodbold på højeste niveau. Han har været med hele vejen igennem alle de år hvor kvindefodbolden blev anset som værende ikke noget, været med til at udvikle dansk kvindefodbold generelt - stille stadigt større krav og i øvrigt efterfølgende gå hjem og implementere dem i BSF, og til nu, hvor kvindefodbolden har fået sit folkelige gennembrud. 

Johnnys engagement for fortsat at være en del af klubben og gøre en forskel for kvindeafdelingen i BSF lyser fortsat ud af ham med sådan en kraft, at ingen kan være i tvivl om, at engagementet kommer helt inde fra hjertet. Uden hans indsats, og ikke mindst hans stædige og vedholdende kamp for pigerne og kvinderne udenfor kridtstregerne på banen, havde BSF ikke været, hvor klubben er i dag – og vi håber, at Johnny vil være med til at kæmpe videre i mange år endnu. Tak for indsatsen, Johnny.

Johns historik i Skovlunde og BSF-regi er imponerende. Som træner igennem mange år for både U18 og for 3F, er han nok en af de personer i Danmark, der har været med til at udvikle flest landsholdsspillere. 

John er en mand, der træder til i klubbens tjeneste, når klubben har brug for ham. Han er ikke kun fodboldtræner, men gør også rigtig meget andet for sin klub, BSF. Han stiller op, når klubben har brug for det. Mangler der en mand til at træne et hold hjælper han gerne til en dag, mangler der en mand til at speake en kamp, så hjælper han gerne, eller mangler der en til at hjælpe med at lave mad til DBU, ja, så kører han gerne tidligt til Ballerup for at lave mad til DBU – i klubbens tjeneste. 

John er klubmand med stort K og har været med til at udvikle kvindefodbolden sportsligt i BSF til hvor den er. Tak for din mangeårige indsats.

 

Rigtigt stort tillykke til alle vinderne!

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk