Menu

Og vinderne blev...

image
14. november 2018 kl. 20:16

Til årets træner/lederfest, blev vinderne af "Årets træner", "Årets ildsjæl" og "Årets BSF'er" fundet. De 3 vindere blev:

 

Årets træner - Morten Overby, Cheftræner U12 drenge

Morten har gjort et kæmpe stykke arbejde med drenge årgang 2007, som han har løftet markant efter at have mistet et helt førstehold til Barcelona Training Academy for et par år siden. Han har skabt et rigtigt godt træningsmiljø, hvis ry har bredt sig uden for klubben, og har ført førsteholdet helt op til SU-niveau, hvor de fremover skal spille efter at have vundet række 1.

Ydermere har Morten også bevist at han på andre har den profil som vi allerhelst ser for cheftrænere på børne/ungdomshold: han har formået at holde socialt sammen på hele årgangen og lært fra sig til trænere og spillere på hold 2 og 3.

Morten er desuden et kæmpe aktiv for klubben på andre områder, idet han var en stor del af processen omkring at finde en samarbejdsklub til BSF (Brøndby IF), og efterfølgende – ganske frivilligt - har lagt utrolig mange timer i samarbejdet med Brøndby IF. Dette både ved at overvære træning, kampe m.m., kontakt til Brøndby IF, til forældre, trænere og spillere i BSF (TopCenter), med at snakke med de forskellige årgange/hold om LTC træning, deltage i møder m.m.

Morten er også blandt initiativtagerne til et samarbejde om optræning mellem drengeårgangene. Alt i alt gør Morten en stor forskel i BSF og har i nogle svære år for BSFs drengeafdeling været vedholdende, loyal og trofast, taget arbejdshandskerne på og knoklet for ikke blot sin egen årgang men for klubben og især drengeafdelingen og udviklingen af denne. Han er blandt de vigtigste årsager til at BSF drengeungdom og årgang 2007 i dag er hvor de er.

 

Årets ildsjæl - Jakob Waag Villadsen

Jakob har taget ansvar for – og løftet – en lang række opgaver ud over sin opgave som årgangskoordinator for U10 piger. Blandt andet kan nævnes:

- Leder af DBU Fodboldskole
- Koordinator for samarbejdsklubber på pigesiden
- Leder af Bakkens Fodbold Festival
- Står for boder med salg af mad og drikkevarer ved stævner for forskellige hold i klubben
- Hjælp omkring stadion ved 3F Liga kampe
- Arrangør af Pige Camp og Pigeraketten

- Arrangør af en række børnestævner på drenge- og pigesiden
- Involveret i Pige Akademi
- Involveret i samarbejdet på tværs af årgangene på i pigeafdelingen.

Fuldt fortjent blev Jakob derfor kåret til årets ildsjæl i BSF på baggrund af den kæmpe store indsats han gør i klubben. Man kan altid regne med Jakob, som i den grad formår at se ud over sin egen afdeling, og som fokuserer på hvad der gavner klubben som helhed.

 

Årets BSF'er - Thomas Lylloff

En hæder, der pr. definition går til en person, der igen en årrække har gjort en kæmpe indsats og en forskel for vores klub.

I år var der stor enighed i det endelige valg, som faldt på Thomas, der er her og der og alle vegne i vores klub. Thomas har igennem en årrække været en del af vores bestyrelse og alle dage har han haft det ”brede syn” og meldt sig under fanerne om det var i forbindelse med stadionsetup på såvel kvinde- som herresiden eller det handlede om stævne i børnefodbolden.

Årets BSF’er går særdeles velfortjent til Thomas.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk