Mød din bestyrelse - Flemming Mæng

Henover de næste par måneder vil web-redaktionen sætte fokus på fællesskabet i BSF og bringe historier om de mange frivillige, som er med til at holde en klub som BSF på skinner. Vi er kommet til artikel nummer 3 i serien om medlemmerne af bestyrelsen.
Navn:
Flemming Mæng
Alder:
44
Dit tilhørsforhold til Ballerup-Skovlunde Fodbold:
Min ene søn Sebastian spiller på årgang 2005 og min anden søn Christoffer spiller på årgang 2008. Jeg har tidligere gennem ca. 1½ år været træner for årgang 2005. Jeg er ikke aktiv træner længere, men jeg er stadig at finde på banerne i træningstøjet en gang imellem, hvis der er behov for det.
Ansvars- og interesseområde i bestyrelsen:
Jeg blev ved den ekstraordinære generalforsamling 28. februar valgt som kasserer. Mit interesseområde er først og fremmest økonomi.
Hvad laver du til daglig:
Jeg har siden 1995 arbejdet i Danske Bank i en række forskellige hovedsædefunktioner. I min nuværende stilling arbejder jeg med compliance – eller på godt dansk: overholdelse af gældende lovgivning – indenfor værdipapirhandel og forskellige former for transaktioner med penge.
I min fritid forsøger jeg at holde mig i en fornuftig form ved at dyrke biatlon, mountainbike, orienteringsløb og trailløb – og lidt fodbold bliver det også til en gang imellem.
Hvorfor sidder du i bestyrelsen og hvad er dine tanker om Ballerup-Skovlunde Fodbold’s fremtid:
Jeg har haft min gang i BSF gennem en årrække siden min ældste søn selv startede til fodbold. I sin tid startede jeg som så mange andre med, at stå på sidelinjen for at se mit barn spille og efterhånden er jeg blevet mere og mere bevidst om at jeg gerne vil være en mere aktiv del af BSF og det vigtige projekt vi alle er en del af.
Jeg tænker at fremtiden for Ballerup-Skovlunde Fodbold ser lys ud og at der er masser af potentiale i klubben. Min opfordring herfra skal være at man tager del i klubbens arbejde og yder en indsats – stor som lille - i forhold til det man evner. På den måde kan vi hver især være med til at sikre klubbens fortsatte udvikling.