Menu

Fantastisk dag 1 for BSF ved internationalt stævne

Simon
16. maj 2015 kl. 17:25

BSF og BK Skjolds internationale stævne blev indledt på flot vis lørdag, hvor der var mange flotte kampe, mange tilskuere ved banerne og en hyggelig stemning. I morgen venter den sidste gruppekamp og herefter finaler for U13, mens U11 spiller et par kampe, inden der er medaljer.

Stævnet er sponsoreret af Bagelsringen på Peter Bangs Vej 20, 2000 Frederiksberg, samt af SuperBrugsen Skovlunde. Tak!

Masser af fotos fra dag 1 kommer på hjemmesiden senere lørdag.  


BSFs U13'ere på førstepladsen
Vores egne 2002-drenge havde en meget imponerende dag 1 ved stævnet, hvor de nu fører. Efter de fire første kampe har de fået 10 point efter tre sejre samt en uafgjort, og samtidig har de den suverænt bedste målscore med hele 12-1.

BSF indledte med en sejr over BK Skjold på 1-0, hvor spillet dog ikke var prangende. Herefter spillede man 1-1 mod HIK i en kamp, man burde have vundet. Da de udenlandske hold meldte sig på banen, var spillet dog straks bedre.

Mod svenskerne Lunds BK blev det til en sejr på hele 7-0, og efter en pause var det så tid til den længe ventede kamp mod ED Moratalaz fra Madrid, som mange havde set frem til og som der dukkede mange tilskuere op til.

Med over 100 tilskuere og med spanske tilskuere, der sang og klappede på livet løs, så var stemningen fremragende. Det samme var spillet for BSF. Spørgsmålet mange havde set frem til at få besvaret var hvordan Ballerups drenge ville kunne gøre sig mod en venskabsklub til Real Madrid.

Svaret blev positivt. For BSF spillede langt bedre end ED Moratalaz og endte med at vinde kampen med 3-0. En fornem kamp af de rødklædte, der vil være i finalen om førstepladsen, hvis de i den sidste puljekamp mod ETV fra Hamborg i morgen får point – uanset om det er et eller tre af slagsen.

BSF spiller i morgen mod ETV klokken 9.30. Finalerne om 5. pladsen og om 3. pladsen spilles klokken 10.30, mens den store guldfinale er klokken 11.20 i Ballerup Idrætspark.

Stillingen efter dag 1 i U13 er således:
1. BSF 10 point
2. ED Moratalaz 7 point
3. HIK 7 point
4. ETV 4 point
5. BK Skjold 3 point
6. Lunds BK 3 point

Også flot dag for U11
I U11-rækken var stemningen også forrygende. Ligeledes var der mange tilskuere til 8-mandskampene, og også her var der fornemme kampe fra BSF. Man indledte med en sejr over BK Skjold, inden et flot spillende ETV Hamborg mandskab dog slog dem i anden kamp ganske fortjent.

Herefter skulle man møde ED Moratalaz, som blev besejret med 7-1, men hvor de spanske tilskuere viste fantastisk engagement og jublede og bakkede deres drenge op gennem hele kampen. BSF klappede spanierne fra banen og klappede, da de fik reduceret til 7-1. Flot at se. Også en meget flot kamp fra BSFs side, der spillede god fodbold.

Anden sidste kamp var mod IFK Klagshamn som er et fysiks stærkt hold, men BSF fik igen spillet flot fodbold og spillede rundt om de svenske modstandere så de ikke kunne bruge deres fysik. Kampen endte 4-0 til BSF.

I den sidste kamp på dagen mødte man FCK, og det var en svær opgave. Man kom hurtigt bagude med 2-0, og det så ud til at være op ad bakke, men trænerne fik lavet ændringer, der kom til at ændre kampen. Spillerne mistede ikke modet, og så gik det pludselig den anden vej.

Den ene scoring efter den anden blev banket ind, og man vendte kampen til en 5-2 sejr. Flot kamp at gå hjem på fra BSFs sammensatte U10/U11 hold.

Der er ikke resultatformidling fra 8-mandskampene ved stævnet, så vi kan ikke give en stilling, men U11 BSFs resultater var således på dag 1:
BSF - BK Skjold 4-0
BSF - ETV 0-2
BSF - IFK Klagshamn 4-0
BSF - ED Moratalaz 7-1
BSF - FCK 5-2

Masser af fotos fra dag 1 kommer på hjemmesiden senere lørdag.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk