BSF forlænger med Peer Lisdorf

Det er med stor glæde hos begge parter, at samarbejdet mellem BSF og Peer Lisdorf forlænges for en periode på 2 år.
Bestyrelsen har ønsket at fortsætte med Peer Lisdorf i rollen som cheftræner for vores HS 1, så derfor er det med stor glæde, at der nu er underskrevet en kontrakt for de kommende 2 år.
I bestyrelsen anerkender vi det store arbejde som Peer og hans team har udført for vores herrer og vi føler os overbevist om, at vi med den nuværende trup og Peer i spidsen kan tage de næste skridt i de kommende år.
Vi håber selvfølgelig alle, at de næste uger vil give os den oprykning til danmarksserien, som BSF fortjener og samtidigt glæder vi os over 2. holdets oprykning til serie 2.
Vi har også lagt stor vægt på Peers ambitioner for vores herrer og den ”gnist”, som han udviser, når snakken falder på ambitionerne og målsætningen for de kommende år.
Peer Lisdorf udtaler omkring forlængelsen: ”Kort fortalt ønsker jeg, at fortsætte det gode arbejde i BSF, da herresenior stadig er i en positiv udvikling med et ungt hold af talenter, som har store fremtidsmuligheder. Vi har en god stab med et fantastisk sammenhold.
BSF er en stor klub med mange positive medlemmer og et hyggeligt klubliv. BSF skal have herresenior i 2. division på sigt og det vil jeg gerne være med til”.