Bestyrelsens juleønsker

I bestyrelsen har vi meget at se til og erkendelsen af, at vi har at gøre med en stor forening med megen aktivitet, har bragt os i den situation, at tiden er inde til at bede om hjælpende hænder.
Vi har alle vores hovedbeskæftigelse ved siden af BSF og omfanget af timer, som skal bruges i klubben er for os markant. Alt bestyrelsesarbejde er ulønnet og baseret på frivillighed og helt i vores ånd.
Vi arbejder med Sportshouse v/Henning Hansen omkring udviklingsplan for fremtiden og her er netop et serviceeftersyn af hele organisationen i fokus.
Selv om I også er mange uden for bestyrelsen, som lægger et stort frivilligt arbejde i klubben, er det tydeligt at opgaven med at drive klubben i det daglige er fordelt på for få hænder, og at for mange opgaver i dag løses af bestyrelsen.
Vi har stadig gejsten – det skal der ikke herske nogen tvivl om, men omvendt er vi også realistiske, og kan mærke at vi ikke holder til dette tempo ret meget længere.
Vi har en del opgaver, som ikke bør udføres af en bestyrelse men som vi endnu ikke har formået at finde folk til. De enkelte opgaver er ikke nødvendigvis særligt store, men mængden af opgaver samlet på få hænder gør, at vi nu ”rækker pegefingeren i vejret”.
Derfor vores juleønske:
Kan du se dig selv være med til at hjælpe i vores klub og være med til at gøre den berømte forskel – så tag endelig fat i en af os i bestyrelsen og så vil vi rigtigt gerne tage en snak om hvor du konkret kan hjælpe.
Vi har både opgaver på listen, hvor fodboldviden er en forudsætning, og opgaver, hvor fodboldviden absolut ikke er en forudsætning. Se eksempelvis på hjemmesiden under ”Job”, hvor der allerede ligger flere job. Flere af disse opgaver vil sagtens kunne løses af en forælder til en spiller.
Alt vi ønsker os til jul er flere hjælpende hænder – de er derude, som de var da vi selv gik ind i det her.
God jul!
Jeres bestyrelse