BSF´s yngste drenge tog Fair Play pokalen med hjem
Lørdag drog 2 af BSF´s yngste hold afsted for at deltage i Fun4Kids Pokal Cup hos Roskilde KFUM.
Det var 10 forventningsfulde drenge, der trodsede det noget truende vejr mødte op på BSF´s parkeringsplads kl. 8.30. Nye som ”gamle” drenge var dog fuld af spænding og glæde ved, at 3 store hoppepuder var opstillet på området ved banerne. Synet af de opstillede pokaler gjorde ligeledes ikke begejstringen mindre. Der var desuden udlovet en Fair Play pokal til et enkelt hold i hver årgang.
Drengene spillede nogle gode kampe. Ud af 10 kampe blev kun 1 tabt og 1 spillet uafgjort, som var det interne opgør imellem de 2 BSF hold.
Det er nogle rigtig gode drenge, som vi har med at gøre. Det er dejligt at se, hvordan de vokser både på og udenfor banen.
Efter endt stævne blev begge BSF hold – ikke bare det ene ! - kaldt op til podiet og fik i første omgang tildelt Fair Play Pokalen. Vores tilgang til spillet og den måde vi repræsenterer BSF gjorde udslaget.
Netop denne pokal, der kommer til at stå i klubhuset, er vi omkring holdet rigtigt stolte af, da vores fokus i den daglige omgang med U5 og U6 handler om at udvise respekt for vores holdkammerater, modstandere og dommere. Når det så tilmed bemærkes af andre, så bliver vi oprigtigt stolte.
Herefter fik alle drengene ligeledes deres længe ventede pokaler og var ikke til at skyde igennem.
I skrivende stund kan vi kun sige, at det var og er en MEGET STOLT træner og årgangskoordinator, der netop har stor fokus på fairplay både til træning og til stævnerne.
Vi nyder timerne med drengene og alle de engagerede forældre. Vi får i øjeblikket en hel del nye og der opstår behov for rekruttering af yderligere trænere til vores tirsdagstræning fra kl. 17-18 og til at tage med poderne ud til stævner. Det vil være super, hvis der går nogle ungdomsspillere rundt med en trænerdrøm. Vi garanterer, at poderne vil tage godt imod dem.
Tirsdag blev der til træning nydt lækkerier, som drengene ligeledes fik med hjem fra stævnet.