Menu

U17 – turneringsstart og optakt

Peter Olsen
11. august 2015 kl. 23:25

I den kommende weekend starter U17-1 turneringen. Årgangen er en blanding af spillere født i 1999 og 2000. Forude er gået en optakt, som startede den 18. juli. Det var en tidlig og noget ambitiøs start, hvor mange da heller ikke var kommet hjem fra ferie.

Opstarten har været præget af ferie og en meget kort tid til at få to nye årgange til at fungere sammen. Dette scenarie er vi dog vant til at håndtere, og energien og humøret til træningerne og ledelsen omkring drengene har været virkelig god. Ligeledes rygtes det, at vi i BSF gør et godt stykke arbejde både ude på græsset, men også i kulisserne bagved, da vi i år har fået en stor og kvalificeret tilgang til truppen.

Vi har fra AB og deres talentfulde årgang 00, der blev nr. 5 i divisionen, fået disse fem spillere: Lukas Kiilerich, William Rex, Nicolai Mehli, Omar Faruk samt Nikola Bursac. Christian Nagy er kommet fra HIK – har i øvrigt en bror, Mathias, der spiller på U19. Sigurd er kommet fra B93, og endelig er Andreas Vilberg vendt tilbage til BSF efter 3 til 4 år i Lyngbys elite ungdom. Stor velkommen til Jer alle, vi glæder os til at følge jeres udvikling her i BSF.

Vi har spillet tre træningskampe på fire dage, hvor der er blevet brugt 19 spillere. Tilgangen til alle kampene har været at vi vil eje bolden. Dette omsat til enkelte fokus punkter i Vi og i De – delen. Periodevis har spillet været rigtig spændende og vi er på kort tid nået meget. Resultaterne har været nogenlunde. I onsdags spillede vi 1-1 mod Farum og i lørdags spillede vi 2-2 mod Vallensbæk. Fælles for de to kampe var, at vi havde et stort overtag i possession. Mod Vallensbæk havde vi nok bolden 80-20 og spillede en god kamp mellem felterne. Disse to kampe fortalte os at vi skal arbejde med at få omsat det store spil overtag til flere chancer.

Søndag spillede vi igen og her vandt vi 3-2 i en lidt rodet kamp, hvor det var tydeligt at drengene var trætte – både fysisk, men også mentalt.

Den kommende uge vil gå med spillersamtaler, taktisk finpudsning, dødbolde samt mentalt og fysisk at gøre os klar til 1. turneringskamp.

Vi har også fået nogle nye ansigter til ”staben” omkring U17. På hold 2 er tiltrådt Constantin, der vil være kampansvarlig og indgår i den daglige træning med teamet omkring U17-1. Jonas Dich fortsætter på U17, nu i en ny rolle som assistent. Ligeledes tiltræder Rene Carlsen, tidligere BFA, som assistent for hold 1. Undertegnede samt Jonas, Rene og Constantin, vil stå for afviklingen af træningen for U17 1 og 2. Flemming Sørensen er sportschef og sportslig ansvarlig for årgangen. Bent Brøns, vores holdleder, forsætter, hvilket vi alle er meget glade for.

Vi træner i øvrigt mandag, onsdag og torsdag fra 18.00 -20.00. Interesserede drenge, der godt kunne tænke sig at spille U17 fodbold i BSF er velkomne. Vi spiller i øst 2 og vores hold 2, spiller i række 1.

Mange sportslige fodboldhilsener

På vegne af U17 afdelingen
Peter Olsen

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk