U17 treer i øst 2 efter kæmpesejr på 11-0
U17-1 hentede en voldsom – ja, næsten uhørt stor – sejr, da holdet i øst 2 søndag mødte FC Nakskov på hjemmebane. På opvisning 2 i Ballerup Idrætspark sendte cheftræner Peter Olsens drenge modstanderen hjem til Nakskov med en ordentlig lussing i bagagen. 11-0 blev resultatet.
Kampens start bar ellers ikke præg af en så stor klasseforskel, omend BSF var bedst. Efter et lille pres, bl.a. med et straffespark der ikke blev dømt til hjemmeholdet, blev den efter lidt over 10 minutter 1-0 efter en dødbold, hvor David Bengtsen fik sat bolden i mål.
Herefter havde FC Nakskov et enkelt forsøg efter en fejl i BSF forsvaret, der i kampen var uden den normale anfører Thomas Johansen grundet en skade. Sigurd i målet fik dog afværget, og efter en indlagt drikkepause grundet varmen, så blev det 2-0. En omstilling i venstre blev med et sideskift vendt til højre side, hvor en fremragende 1-2 kombination førte til at Ersan kom alene med målmanden og satte den ind.
Inden pausen gik det igen galt for FC Nakskov. Et flot gennemspillet BSF angreb endte med en afslutning fra det lille felt, som en af modstanderne reddede med hånden – en af markspillerne vel at mærke. Straffespark, der blev sat sikkert ind i højre hjørne, og direkte rødt kort.
Den dobbelte målscorer fra sidste uges kamp mod Lyngby, Nicolai Mehli, ville også være med. Et langskud gjorde det til 4-0 i en situation, hvor keeperen ikke så al for heldig ud. 5-0 blev det også på en kontroversiel og forvirrende situation, hvor en BSF spiller kommer alene med målmanden. FC Nakskov appellerede kraftigt for offside, men på pædagogisk vis forklarede en i øvrigt dygtig dommer reglen, der ophævede offsiden.
Herefter var det som om, at kæden for alvor knækkede for FC Nakskov, der ellers havde været i overtal i en mindre periode grundet to gule kort til BSF. Inden 6-0 målet sat ind af Nikola Bursac var FC Nakskov farlige, men Sigurd diskede op med en flot redning.
Nu gik det stærkt. Rigtig stærkt. 7-0 ved en fremragende kombination, 8-0 meget kort efter, og 9-0 få minutter senere. Opløsningen var total for FC Nakskov, og BSF skulle end ikke anstrenge sig for at komme fri i modstanderens felt.
Nikola leverede med sin anden scoring – et fornemt lob over FC Nakskovs keeper – et tocifret antal mål, og 11-0 blev den også, inden dommerne, formentlig til stor lettelse for Nakskovs spillere og trænere, fløjtede kampen af.
BSFs spillere og trænere kan være meget tilfredse med præstationen. FC Nakskov ramte ikke dagen, og i anden halvleg gik det i opløsning – også mere end hvad var nødvendigt for udeholdet – men BSF var klart bedst, og cheftræner Peter Olsen kan tage mange gode ting med videre til den kommende periode, hvor der fortsat vil være hård kamp om pladserne på holdet.
Efter to kampe har BSF fire point og er aktuelt på tredjepladsen i øst 2. Søndag den 30. august venter GVI på udebane, hvor det bliver spændende at se, om holdet atter kan hente point.
Billeder både fra sæsonpremieren mod Lyngby og fra kampen mod FC Nakskov kan ses i gallerierne til højre.