U17-1 skal spille i den bedste række - øst 1

BSFs U17-1 drenge er ved at gøre sig klar til den kommende sæson, hvor man for første gang i adskillige sæsoner vil være repræsenteret i den bedste række under lokalunionen DBU Sjælland, idet BSF er blevet indrangeret i øst 1. En indrangering vi er stolte af, og som kommer til at kræve det ypperste af holdet.
Onsdag startede holdet op med første træning, der bød på en blanding af fysisk træning og spilrelaterede øvelser. Torsdag var holdet på banen igen, og trods at flere fortsat er på ferie, var der begge dage mødt 20 spillere op, heriblandt flere nye – et bevis på at der bliver kamp om pladserne.
Holdet har en lille måned til at blive klar til sæsonens første kamp i øst 1, som spilles fredag den 18. august på udebane mod AB. Inden da venter en række træningskampe og stævner, hvor holdet skal finpudses, og hvor trænerteamet skal implementere deres spillestil på U17 holdet.
Lørdag den 22. juli spiller holdet allerede sin første træningskamp, idet HIK, der i efteråret skal spille i landets næstbedste U17 række, divisionen, kommer forbi Ballerup Idrætspark. Kampen spilles klokken 11.00 på opvisning 2.
I den kommende uge deltager holdet i Brøndby Cup og sidenhen ligeledes i Kronborg Cup. U17 består i år af årgang 2001 og 2002 spillere – sidstnævnte spillere er kommet op fra U15, som det nuværende trænerteam også stod i spidsen for i sidste sæson.
Staben omkring spillerne består af Martin Nielsen, Mads Skov Yderholm og René Carlsen som henholdsvis chef og assistenttrænere, mens Michael Falcham og Danny Hoffensetz som holdledere holder styr på alt omkring holdet. Derudover er Mathias Jensen ligeledes en del af staben som målmandstræner.