Fantastisk sæsonafslutning for U17 drengene

Siden sæson starten i august sidste år, har vores U17 hold været igennem mange nederlag og svære tider. Men en klar styrke fra drengene viser sig ved, at de alligevel er blevet sammen, og har kæmpet sig imod bedre tider. De tider er kommet nu.
Mandag d. 17. september tiltrådte Anders Mikkelsen som cheftræner for BSF U17-1. Det skete efter en skidt start på efterårsturneringen, og forventningerne til Anders var derfor store. På papiret kunne Anders næsten heller ikke få en sværere start, da første udfordring lå kun to dage senere. Nemlig pokalkamp imod HIK fra Divisionen. Men på blot en træningsdag og et kampoplæg, lykkedes det alligevel at få noget gejst og vilje i drengene. BSF leverede en fantastisk indsats med et højere rangerende hold, og vi skulle helt ud i straffesparkskonkurrence, før HIK kunne vinde kampen. Den kamp viste, at U17 er et hold af fantastiske spillere, og det gav en kæmpe tro på fremtiden.
Siden HIK kampen er der spillet 6 kampe i turneringen, hvor vi har vundet de 5 og spillet 1 uafgjort. Med til dén succeshistorie hører der også, at vi i de sidste 7 kampe i ordinært spil, ikke har lukket ét eneste mål ind. Vi skal lede længe for at finde en lignende præstation af den karakter, og det kunne meget vel være klubrekord.
Sammen har Anders og drengene på U17 formået at løfte holdet, til at være et hold, som har slået topholdene, og fremover kan spille med om topplaceringer. Det kræver fastholdelse og hårdt arbejde. Da Anders trådte til lå holdet tredje sidst med 3 point. Vi slutter som nr. 6 med 19 point. Fremragende præstation af holdet, og en kæmpe ros til de utroligt dygtige spillere der er på holdet.
Som Anders siger: “Jeg ville nødigt møde os i øjeblikket”!