Menu

U15-2: Flot dag 1 af BSF i Søndersø

Simon
09. august 2015 kl. 00:10

For BSFs U15-2 (årgang 2001) starter sæsonen med en tur til Søndersø på Fyn, hvor der arrangeres Super Brugs Cup i denne weekend. Fredag tog en flok spændte og motiverede spillere af sted med tog og bus fra Ballerup mod Fyn sammen med holdets trænere, Peter og Bent.

Lørdag gjaldt det så de første kampe – og de bød på flere store oplevelser. Stævnet startede ellers skidt for BSF, der i første kamp mod Svinninge IF scorede et mål, der burde være underkendt for offside, og senere et halvtyndt straffespark. Bagude 0-2, og det lignede en kedelig start for BSF.

Så tog drengene fra Storkøbenhavn dog i den grad tyren ved hornene, og med en kongekasse fra Philip blev der banket liv i opgøret. To hurtige scoringer vendte kampen totalt, og BSF snuppede sejren på 3-2. Næste kamp blev knap så spændende – og heller ikke spillet var særlig prangende, men BSF vandt trods en halvskidt præstation sikkert med 4-1 over Vamdrups andethold.

Tredje kamp bød på et opgør mod Sunds IF, og desværre var det spillet fra Vamdrup-kampen, der blev taget med. Det flotte fodbold skulle man spotte langt efter, og hvis man tilmed ikke kan levere gejst og fight, så bliver det i den grad op ad bakke. Og det blev det. 3-2 nederlag mod Sunds.

Turneringens absolutte tophold ventede i sidste kamp. Døllefjelde-Musse, rækkens eneste U16 hold, er fysisk suverænt de andre hold overlegen, og det kunne også ses på resultaterne. BSF skulle finde et andet gear frem, hvis de skulle gøre modstand. Det fandt de i den grad også.

BSF kørte bolden rundt og legede kispus med de store modstandere, og kun på en tvivlsom scoring fik de bolden i kassen. BSF havde to store chancer, men ind kom de desværre ikke. En fantastisk indsats af BSF var det dog – aldrig set bedre, lød det endda fra trænerne efter kampen. Imponerende. 0-1 var en større sejr for BSF end U16-modstanderne.

Søndag venter yderligere to kampe for drengene, der efter de fire kampe lørdag var til stævnets discofest. Der skal spilles mod Listrup og Vamdrups førstehold.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk