Lokalopgør mod Herlev blev vundet
BSFs U15-drenge har nu vundet fire kampe i streg, efter at det i onsdagens vigtige lokalopgør i Mesterrækken på udebane mod Herlev IF blev til en sejr på 4-2. Det på trods af at BSF var bagude to gange i opgøret.
BSF kom ikke godt ud til kampen og spillede generelt ikke en god 1. halvleg, hvilket også kunne ses på stillingen, hvor man kom bagude 1-0 til Herlev. Frontangriberen Ardit fik dog udlignet, men Herlev kom atter foran.
Cheftræner Daniel Sørensen skiftede taktik og formation i pausen, hvilket viste sig at give pote, for i 2. halvleg sad der BSF på det hele. Noah fik scoret et forløsende udlignende mål, inden sejren blev jagtet.
Midterforsvareren Max lykkedes med at bringe BSF i front, og angriberen Jonas afgjorde kampen med sit mål til 4-2. Dermed vendte BSF kampen på hovedet i 2. halvleg og sikrede sig endnu en flot sejr i en svær udebanekamp.
Lørdag den 3. oktober skal holdet en tur til Herfølge for at spille. I stillingen er BSF fortsat nummer fire, men nu blot et enkelt point efter holdet på tredjepladsen, Solrød.