U14-2 måtte nøjes med uafgjort trods stor spildominans
Trods flotte takter i spillet og et enormt pres på modstanderen, så endte det med en resultatmæssig skuffelse for U14-2 søndag eftermiddag. Topholdet fra BSF skulle møde BK Friheden, men stik mod spil og chancer blev det til et 1-1 resultat.
BK Friheden var meget defensivt indstillet, men selvom de ikke ville meget frem ad banen, så må man give modstanderen, at de var dygtige til at stå kompakt, og derfor blev det svært for BSF at finde nøglen til at åbne forsvaret op.
BSF lagde et højt pres og stod højt på banen, mens BK Friheden sparkede lange bolde efter deres hurtige angriber. Desværre gav det pote på den ene mulighed de havde i kampen, da deres angriber kom igennem efter 20 minutter af 2. halvleg og sikkert sparkede den ind bag keeperen til 0-1.
Herefter skiftede BSF til en 3-4-3 opstilling, som holdet aldrig har prøvet før. Samtlige mand var i offensiven, og det store pres gav pote til allersidst i kampen, da venstre backen Marcus 'BC' udlignede på et flot hug med venstrebenet.
Kampen endte 1-1, selvom BSF havde 85-90% af spillet, og selv modstander og dommer mente, at det var heldigt, at BK Friheden kunne tage hjem fra Ballerup Idrætspark med et point i bagagen.
BSF tabte to point i denne kamp, og det betyder øget spænding om andenpladsen, som BSF fortsat er indehaver af efter seks spillede kampe. Brøndbyernes IF og Kirke Værløse – sidstnævnte med en kamp mindre – er dog kun ét point efter BSF.
Holdet har nu to ugers turneringspause, inden B73 Herlev venter den 31. maj.