To medaljer ved SM til U14 drenge
I lørdags var der også finalestævne for U14, og vi havde hele 2 hold med i A-slutspillet. Begge hold havde gennem deres kvalifikationskampe spillet sig blandt de bedste 4 på Sjælland. Ud over vores 2 hold bestod pulje af Lyngby og FC. Holte.
Den første kamp var mellem de 2 BSF hold, og da hold 2 ikke var helt klar endte det med en sejr til hold 1 på 6-0. Hold 2 var samtidig uheldig at miste en mand, da han gled ind i stolpen og fik en flænge i knæet. Efter en tur på skade stuen og 7 sting, var han dog tilbage i hallen, men skal desværre holde 2 ugers pause.
Den næste kamp for hold 1 blev vundet med 2-0 over Holte, mens hold 2 tabte til Lyngby med 4-0. Det gav så 2 ”finaler” for BSF, kampen om 1. pladsen og kampen om 3. pladsen.
I en hæsblæsende kamp fik hold 2, scoret til 1-0 og selv om der var chancer til mere kunne vi ikke score. Til sidst i kampen pressede Holte voldsomt på med hård fight og godt målmandsspil sikrede hold 2 sejren og dermed vandt de 3. pladsen.
Hold 1 skulle op mod Lyngby og fik ligesom hold 2 scoret til 1-0. Vi har godt styr på kampen og viser med roligt og velovervejet spil at det ikke er en tilfældighed at vi er med til Final4. Med stor vægt i spillet til BSF spiller vi os frem til flere chancer.
Selvom vi rammer stolpen og deres målmand har et par gode redninger, kunne vi ikke holde hele vejen hjem, for Lyngby udligner til 1-1 på en kontra, da der mangler 3 min. Der blev ikke scoret mere i kamp, så holdene slutter á point, men Lyngby har desværre scoret 1 mål mere end os.
Så det samlet resultat for BSF U14-drenge blev til en flot 2. og 3. plads i A-slutspillet, hvilket må siges at være godkendt. At have 2 hold med til finalen beviser tydeligt at truppen der er på U14, har kvaliteterne til at spille på højeste niveau. En stor tak til alle forældre der var mødt talrigt op og støttede drengene igen.
/Flemming Gravesen