Menu

Comeback og point efter fantastisk fight i Brøndby (!)

06. juni 2015 kl. 23:50

Spillerne på U14-2 kunne forlade Brøndby med en ordentlig portion stolthed, men også med en vis følelse af ærgrelse, da de lørdag spillede topkamp i række 3 mod de gule fra Vestegnen. En ekstremt vigtig kamp, der bød på et flot BSF comeback til slutresultatet 2-2.

Med en sejr ville BSF sætte sig på førstepladsen med en sådan margin, at de selv ville kunne afgøre tingene i sidste runde. En Brøndby sejr ville omvendte sende dem op på førstepladsen, så meget var på spil, da de to hold mødtes.

Tidligt i kampen kom Brøndby foran, og i det hele taget var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start. BSF kom bedre med i kampen og begyndte at skabe chancer, hvor der kunne være udlignet, men en klodset forsvarsfejl kostede i stedet et mål yderligere. 2-0 og lidt af en lussing til BSF.

Så var det i den grad op ad bakke, og BSF drengene skulle vise, hvad de var gjort af. Det gjorde de bestemt også, for det var et fremragende svar de gav. Presset på Brøndby blev større og større, og der blev reduceret inden pausefløjt til 2-1, mens der også var chancer for udligning.

BSF kom stærkt ud til 2. halvleg med en enorm vilje og tro på tingene. Her sad de rødklædte fuldstændig på kampen, og Brøndby havde stort set intet at komme med offensivt. Hjemmeholdet var presset i bund og måtte fokusere på at afværge BSFs offensiv.

Efter flere chancer lykkedes det med cirka 7 minutter tilbage for BSF at få den forløsende udligning til kæmpe jubel for drengene. Det flotte comeback til trods, så ville de dog have mere endnu. Målet var at få alle tre point med hjem til Ballerup.

To chancer indenfor de sidste fem minutter kunne have afgjort det, og med blot ét minut igen havde Brøndbys keeper en mirakelredning, som hans holdkammerater kommer til at takke ham for meget, meget længe. Fremragende redning. Desværre for BSF betød det dog også, at det ikke blev til sejr.

Som spillerne også fik det af vide af trænerne Peter Knudsen og Bent Jensen efter kampen, så kan de dog være enormt stolte over den fight, som de viste. Trods meget modgang i 1. halvleg og bagude 2-0 i en så vigtig kamp, så gav de aldrig nogensinde op.

Drengene skal være stolte af deres indsats og attitude – og så blev det endda krydret med til tider rigtig fint fodboldspil. Den helhjertede fight og det deraf ene point betyder, at håbet og muligheden for at vinde række 3 er til stede, selvom det nu kræver hjælp fra andre hold.

Sidste kamp for U14-2 er onsdag mod Ringsted klokken 19.00 i Ballerup Idrætspark.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk