Menu

Årets første græskamp endte uafgjort

Simon Knudstrup
30. marts 2015 kl. 20:35

U14-1 er i gang med at klargøre sig til foråret i række 1, og søndag spillede holdet en træningskamp mod Hillerød GI, der blev både spændende og tæt. Da kommunen har åbnet for græsbanerne, var kampen flyttet fra kunst til bane 13, og således var det også første gang, at spillerne var på græs i år.

Tidligt i kampen kom BSF foran 1-0, men senere i halvlegen fik Hillerød udlignet efter en tilfældighed. Generelt var første halvleg meget jævnbyrdig, dog med et overtag til BSF, der også endte med at score igen inden der blev fløjtet til pause.

Hjemmeholdet brød kort før pausen igennem i højre side. På midten blev der fulgt godt med, så da bolden blev slået fladt på tværs var det ingen sag for midtbanespilleren Mikkel at sætte indersiden på og gøre det til 2-1, hvilket den også stod ved pausen.

Det ændrede sig dog kort efter pausen, for Hillerød kom godt ud til anden halvleg og fik hurtigt bragt balance i regnskabet. De kom igennem i BSFs venstre side, og Hillerøds hurtige angriber sparkede knaldhårdt med ydersiden forbi Jonathan i målet, der ingen chance havde. 2-2.

Svær bane
Godt nok er banerne åbne, og det skal vi bestemt ikke brokke os over, tværtimod, men lad os bare konstatere, at de - forståeligt nok - endnu ikke er helt i top. Spillet bar præg af banen, hvor der var mindst ligeså meget jord og mudder at spotte som der var græs.

Banen blev naturligvis ikke bedre som kampen skred frem, og det gjorde det til en mere og mere fysisk kamp. En Hillerød spiller blev dog lidt for fysisk godt 10 minutter inde i anden halvleg, da han efter en grim tackling fik det gule kort og dermed måtte en tur på sidelinjen.

BSF udnyttede dog ikke for alvor overtallet, og der manglede den sidste skarphed trods flere farlige situationer. Da det igen var 11 mod 11, så kom målet dog til de rødklædte. BSF sparkede et frispark på mål, men målmanden gav en retur. Den blev lagt ind over, og efter lidt klumpspil endte den hos angriberen Jonas, der satte den op i nettaget til en 3-2 føring.

Hillerød fik dog overtaget de sidste fem minutter, og det endte desværre for BSF også med en udligning, da gæsterne to minutter før tid fik et frispark. En BSF-spiller fik foden på, men den røg ud til en Hillerød spiller, der sparkede mod modsatte hjørne, hvor den gik i mål via stolpen.

Ærgerligt for BSF, men en lærerig, god og spændende kamp mellem to jævnbyrdige hold, hvor 3-3 var ganske retfærdigt.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk