U13-1 Sjællandsmestre i indendørsfodbold
U13-1 drenge er nye Sjællandsmestre i indendørsfodbold, efter at det søndag eftermiddag lykkedes de syv spillere at vinde række A finalestævnet i Roskilde. Tre sejre og en uafgjort var nok til at sikre førstepladsen, hvilket udløste guldmedaljer og en pokal som drengene kunne tage med hjem.
Holdet blev faktisk tilmeldt ved en fejl, men formåede alligevel at kvalificere sig til finalestævnet, hvor det altså blev til guld. En flot præstation af de syv spillere, Kristoffer, Mathias, Berk, Besjan, Nicklas, Lucas og Philip.
I første kamp mod Albertslund kom holdet bagude fra start, men med et hattrick fra Besjan blev det vendt til en 3-2 sejr. Sejren blev sikret med et mål blot 15 sekunder før tid. I anden kamp mod Brøndby var det noget mere sikkert, da det blev til en 4-2 sejr.
Resultaterne viste inden tredje kamp, at guldkampen var mellem BSF og Raklev, der mødtes i en afgørende kamp. BSF kom foran 1-0, men halvvejs udlignede Raklev. Efter et langt pres mod BSFs mål grundet en udvisning, kom Raklev foran med 50 sekunder igen, og guldet så ud til at være tabt.
Blot 20 sekunder senere kom dog en afgørende aktion, da BSF udlignede med et halvt minut igen til slutresultatet 2-2. Status inden BSFs sidste kamp mod Ringsted, der også var rækkens sidste kamp, var at man 'blot' skulle hente point for at gå forbi Raklev og dermed blive Sjællandsmestre.
Kristoffer bragte hurtigt BSF foran, men herefter blev man sat under pres grundet en udvisning. Få minutter før tid kom dog den helt store forløsning med en 2-0 scoring, og det blev også til 3-0, inden jublen kunne bryde ud og drengene efterfølgende kunne gøre sig klar til præmieceremonien.
Et stort tillykke til alle spillerne og træner Patrick Andersen med titlen og guldet!