Turneringssejr og ministævne for U13
Travle dage for U13 årgangen, der fredag spillede række 3 kamp ude mod Bagsværd, inden der lørdag ventede et ministævne i Hedehusene. To række 1 kampe skulle spilles mod henholdsvis Fløng-Hedehusene og Virum-Sorgenfri.
Fredagens udekamp mod Bagsværd var på forhånd vurderet som en svær opgave for drengene med kun 9 spillere til rådighed og en hård start på sæsonen. Det slog dog ikke drengene ud, og de gik ind til opgaven med stort mandsmod og tro på tingene.
Det skulle vise sig at kaste den første turneringssejr af sig. Flot fodbold, koncentration defensivt – noget der sommetider har manglet – og offensiv skarphed kastede tre point af sig via en 4-2 sejr. Tre mål af Mikkel og et af Garfield og Mikkel i fællesskab blev facit for nogle glade drenge.
Lørdag ventede så to kampe mod række 1 hold ved et ministævne i Hedehusene. Et hold sat sammen af normale række 1-spillere og række 3-spillere, der fik chancen på et noget højere niveau, skulle se, om de kunne bide skeer med etablerede række 1 hold.
Først ventede værterne fra Fløng-Hedehusene. Et godt fodboldhold med to profiler, som BSF havde meget svært ved at lukke ned for. Samtidig havde hjemmeholdet en imponerende skarphed. Tre mål på tre chancer, mens BSF omvendt ikke var skarpe. Det gav sig udslag i et 3-0 nederlag til BSF, men dog med fine takter i kampen.
I anden kamp ventede Virum-Sorgenfri. Her kom BSF godt fra start, og specielt offensivt var der i kampen rigtig gode takter. Svære var det at få lukket ned defensivt. Træthed og lidt for meget offensiv fokus betød hele fem mål blev lukket ind, men det samme scorede man i modsatte ende.
BSF var ellers foran i løbet af kampen efter et fremragende mål via kombinationer mellem Mathias, Garfield og Leotrim i højre side. Kort inden slutfløjt var man dog bagude 5-4, men Mark fik bolden på kanten, skar ind foran sin mand og fik taget benene. Straffespark, som han selv sparkede ind, og så lykkedes det at slutte dagen med en succesoplevelse.
En dag, hvor drengene lærte rigtig meget og fik set hvad det vil sige at spille på et sådan niveau som række 1 trods alt er.
Søndag venter så 1. holdets kamp i øst rækken mod Fremad Amager. Det er på hjemmebane med kampstart klokken 12.00.