U12-1 vandt deres række suverænt
U12-1 har allerede med 2 spillerunder tilbage af turneringen vundet række 2, pulje 4. En flot bedrift af de talentfulde spillere og af cheftræner Mathias Stausholm, der siden sommer har fået tilgang af en række spillere og har brugt efteråret på at spille dem sammen – tydeligvis med stor succes.
BSF står noteret for 7 kampe og 7 sejre samt en målscore på 57-13. Det betyder, at selvom de fortsat har et par kampe tilbage, så kan de ikke indhentes af deres modstandere længere.
Senest blev det i weekenden til en 10-1 sejr over Stenløse, hvor førstepladsen blev sikret. Her scorede den lille kreatør Zamir i øvrigt hele fem mål.
Drengene har nu på lørdag et lokalopgør mod LSF på programmet, inden sæsonen afsluttes mod CFK. Også en tur til Fyn med deltagelse i Øens Hold Cup venter dog, og med den tur starter også forberedelserne til vinteren og foråret, hvor der skal spilles i række 1.
Således kommer der nye, spændende men også hårde udfordringer for holdet, der dog glæder sig til at komme op i række 1 og møde de allerbedste hold.
Tillykke til alle drengene, forældre og træner/ledere på U12-1 med den flotte førsteplads i turneringen!