Storsejr i række 1 og spændende periode forude
Efter et nederlag i sidste uge en kold hverdagsaften i Hedehusene, så kom BSFs U11 1. hold i den grad tilbage på rette kurs, da Jyllinge FC blev sendt hjem med et nederlag på hele 9-2 søndag eftermiddag.
BSF er dermed noteret for 6 point for 3 kampe i række 1s pulje 3, hvor man har bevist, at man sagtens kan være med. Resultaterne og præstationerne er kommet efter hårdt slid på træningsbanen og stort engagement fra drenge og trænere.
En spændende periode venter årgangen. I den kommende uge skal hold 2 og 3 spille interne kampe mod U10, ligesom sidstnævnte også har en turneringskamp. Her skal der arbejdes videre efter en udmærket start på sæsonen for begge holds vedkommende, hvor der er blevet kæmpet, selvom resultaterne ikke altid er gået BSFs vej.
Hold 1 har en spændende opgave i weekenden, hvor det gælder Copenhagen Cup. Et internationalt stævne, som BSF og BK Skjold sammen arrangerer. Her skal drengene over to dage møde ED Moratalaz fra Spanien, Stattena fra Sverige, samt BK Avarta, BK Skjold og Hørsholm.
Efterfølgende skal årgangen til Pinsecup med 27 drenge i Nykøbing Falster, hvor der venter en ny stor oplevelse efter at påsken bød på en tur til Tjekkiet for at spille stævne.
Træningsbanen er en ting, men også udenfor banen arbejdes der hårdt fra en engageret forældregruppe. Således arbejdes der blandt andet på at arrangere stævne, skaffe træningstøj og sponsorer, lave udlandsture med mere.